19-årige Jasmin Møller Thomsen fra Frøslevmark er nyudklækket student fra Aabenraa Statsskole.

Student vil ud at tjene penge

19-årige Jasmin Møller Thomsen fra Frøslevmark er netop udsprunget som student fra Aabenraa Statsskole.

Hun vil tage et sabbatår for at tjene penge til at kunne flytte sammen med kæresten.

“Jeg har gået på den samfunds/engelske linje. Jeg planlægger at søge ind som pædagog på seminariet i Aabenraa til næste år. Først vil jeg have et sabbatår, hvor jeg vil arbejde for at spare penge sammen. Min kæreste Casper og jeg vil gerne finde et sted at bo. Lige nu bor vi hos hans forældre på Frøslevmark”, fortæller den unge pige. 

Jasmin Møller Thomsen er opvokset i Kollund, hvor hendes far stadig bor. Hun trådte sine første skoleår i Kollund og fortsatte på Lyreskovskolen og tog det sidste år på Vojens Gymnastik- og Idræts Efterskole.

“For mig er det vigtigt at tage en uddannelse, som jeg brænder for. Jeg tænker ikke så meget på lønnen, jeg vil bare gerne gå glad på arbejde. Derfor tænker jeg, at pædagog er noget for mig, og måske vil jeg læse videre til specialpædagog”, fortæller Jasmin Møller Thomsen.

Hendes kæreste Casper er lastvognsmekaniker, så det unge par forventer at blive boende i lokalområdet. ■

Skrevet af

Ditte Vennits Nielsen
Ditte Vennits NielsenLokalredaktør Bov
Ring 25 98 91 80

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.