“Det er fantastisk at opleve den store opbakning til Æ Høker i Holbøl, og jeg glæder mig meget til støtteauktionen”, siger Jørn Elgaard Nielsen.

Stor støtteauktion til fordel for Æ Høker i Holbøl

Der er lagt op til en aften i fællesskabets tegn, når der lørdag den 21. februar kl. 17.00 afholdes en stor støtteauktion i hallen ved Holbøl Skole. Her vil effekter til en samlet værdi af over 50.000 kroner komme under hammeren til fordel for det lokale samlingspunkt, Æ Høker.

Købmand og initiativtager Jørn Elgaard Nielsen fortæller, at idéen til arrangementet opstod allerede i november sidste år. Siden da har han kontaktet både erhvervsliv, leverandører, samarbejdspartnere, venner og bekendte for at indsamle effekter – og responsen har været overvældende.

“Jeg har ikke fået ét eneste ‘nej’ til at støtte og donere effekter til auktionen. Faktisk har jeg fået så mange donationer, at vi også åbner en tombola på dagen,” fortæller en stolt Jørn Elgaard Nielsen.

Fuld opbakning og plads til flere

Interessen for arrangementet har allerede været stor. Over 100 personer har meldt sig til auktionen, men der er plads til hele 250 deltagere i hallen. Deltagelse koster kun 100 kroner, og prisen inkluderer både aftensmad og musikalsk underholdning ved Christian Bo Boysen, der har mere end 30 års erfaring på scenen.

Auktionsmappen bugner af effekter i alle kategorier – lige fra fødevarer og haveting til brugskunst, gavekort og livsstilsprodukter. Der er også flere værdibeviser, herunder en voucher på hele 4.500 kroner.

Blandt de mange donationer finder man blandet andet et helt grillsvin, en hel gris, opdelt i fire kvarter, ½ gris, varmepaneler, galvaniserede stålriste, maling, brugsting og købmandsvarer, lamper, gavekort og 2 tons skærver, frit leveret inden for den gamle Bov Kommunes grænser

Indtægterne går ubeskåret til Æ Høker

Formålet med auktionen er at støtte driften af Æ Høker, som fungerer som et vigtigt lokalt mødested og servicepunkt for borgerne i Holbøl og omegn. Billetter kan købes gennem Holbøl Foredrags- & Idrætsforening på www.hf-if.dk eller direkte hos Æ Høker.

Aftenens auktionarius bliver ingen ringere end initiativtageren selv, Jørn Elgaard Nielsen, der glæder sig til at tage hul på arrangementet. ■

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 19. februar 2026

Skrevet af

Helle Hockerup
Helle HockerupLokalredaktør
Ring 22 92 21 19

Fotos af

Helle Hockerup
Helle HockerupLokalredaktør
Ring 22 92 21 19

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.