Tema Kvindemesse
Stor kvindemesse med nye trends og lethed
Af Ditte Vennits Nielsen
Annette Heick gæster torsdag den 30. marts Kvindemesse 2017 i Ahlmannsparken i Gråsten.
For 5. år i træk inviterer Gråsten Handelsstandsforening til kvindemesse, og den populære messe kan igen i år melde udsolgt af stande, hvor der deltager 33 udstillere.
På kvindemessen er der masser af inspiration inden for mode, sko, bolig, smykker, briller, makeup, wellness, livsstil, sundhed og kost.
Catwalk
På catwalken vil der være modeshow, hvor forårsmoden med nye trends og farver bliver præsenteret, og der er mulighed for at møde en række interessante kunstnere.
Udover at deltagerne på messen kan hygge sig med veninderne og hente ny inspiration, så kan besøgende høre om nogle af tilværelsens alvorlige emner. Det er Pink Cup – støt brysterne, som sætter fokus på brystkræft.
Multikunstneren, tv-vært, sangerinde, danser, forfatter og journalist Annette Heick er aftenens konferencier. Med baggrund i egne erfaringer fortæller hun en livsbekræftende historie om humoren og latteren som de vigtigste ingredienser til at klare livets rutsjetur. På kvindemessen giver hun sit bud på “Et godt grin er guld værd”, og måske synger hun en sang. ♣