Gråstens borgere var meget interesseret i lokalplanen for bymidten, men kun få ytrede sig om, hvor vidt der skal være butikker eller boliger, og det var mestendels husejerne.
Stor interesse for udformningen af Gråstens bymidte
Godt 125 mennesker mødte op til gennemgangen af en lokalplan for Gråstens bymidte
Spørgsmålet er, hvor der skal ligge butikker, hvilke bygninger kan huse boliger, og hvor skal der være hvad.
De fremmødte borgere var mestendels det grå guld. Der var ingen råb og skrig og store armbevægelser i den ret teoretiske gennemgang af, hvad en lokalplan er, og hvordan man får indflydelse på den.
Utilfreds køber
Udgangspunktet er, der er givet afslag på at indrette bolig i stueetagen på Slotsgade 1. Der er nedlagt et såkaldt §14 forbud, og så skal der laves en lokalplan.
Køber Ole Hansen er stærkt utilfreds med, han ikke fik lov at udnytte ejendommen til boligformål i stueetagen.
Han mener sig i god tro og kan ikke se, hvilke behov eller muligheder, der ellers skulle være for benyttelse af bygningen.
Else Bonde spurgte, hvordan kommunen vil kompensere borgere for at have købt ejendom i god tro for derefter at stå med en ejendom, der ikke kan benyttes efter formålet.
I lokalplan forslaget står at læse, begrundelsen er, området har et stort potentiale som samlingspunkt som kulturbymidte tæt på Graasten Slot og Den kongelige Køkkenhave. “Ingen kan se en forretning i det,” sagde Ole Hansen om § 14 forbuddet mod Slotgade 1.
“Det er ingen hemmelighed, handelslivet har været udfordret i Gråsten,” sagde formand for teknik-, by- og boligudvalget Kirsten Bachmann (SP), som forklaring på, at man tøver med at omdanne butiksarealer omkring Torvet til boliger.
Kritik af flytning
En analyse peger på det hensigtsmæssige i at koncentrere bylivet omkring Torvet.
Butiks- og bylivet tænkes at være et andet end i Ulsnæs Centret, der er koncentreret om butikker.
Byplanlægger Marie Grove sagde, der også kan tænkes andre ting ind i bymidten end almindelige butikker. Det kunne være fitnesscenter, legeland eller et keramikværksted.
En borger foreslog pop up butikker, der kan skiftes ud efter behov.
Det vækker kritik, at der er planer om at lade discountbutikken 365 rykke ind på den tidligere politigrund på Kongevej.
“I laver et Ulsnæs II og trækker dagligvarehandlen ud af byen. I lukker bageren og andre butikker. I kan godt glemme det. Basta!” sagde Knud Petersen.
Der er lavet skæringspunkter i gadebilledet, hvor byplanlæggere, politikere, Gråsten Forum og Gråsten Handel har gjort sig tanker om, hvor der tillades boliger, butikker og andet i Borggade, på Torvet og i Slotsgade og Nygade.
Nogle steder er der lagt op til, der godt må være boliger på den ene side ad vejen, men ikke på den anden, ligesom skæringspunkterne er lagt forskellige steder i gadebilledet og ikke nødvendigvis over for hinanden i samme gade.
Stort potentiale
Skæringspunkterne blev beskrevet som, at Gråsten skal skæres som en kage, men hvordan kagestykkerne fordeler sig, er der ikke nødvendigvis enighed om.
Ole Andersen ejer et utal af huse i Gråsten og undrede sig over alle planerne om, hvad de skal bruges til.
“Pizzeriaer er det eneste, vi kan få ind. Jeg har en bygning på 200 kvadratmeter, der har stået tomt i over et år og fik et bud på 2.000 kroner i månedlig husleje,” fortalte ejendomshandleren, der ikke har ladet sig skræmme mere, end at han fortsat investerer i Gråstens bygningsmasse.
Lejf Christensen, Gråsten Forum, fortalte, hvordan der er skabt salg i boliger i Egernsund blandt andet ved at holde møder med banker om, at de skal bevilge lån til huskøberne. Masterplanen for 2015-2025 skal bidrage til at skabe mere liv i Gråsten med støtte fra fonde, kommunen og ildsjæle.
“Gråsten har et potentiale på 200.000 turister. De lægger i omegnen af 1.000 kroner hver om dagen i området,” sagde Lejf Christensen med opfordring til at skabe aktiviteter sen eftermiddag og aften, ligesom der er behov for spisesteder i højsæsonen, og Gråsten midte trænger til et ansigtsløft.
“Med de planer, I har for bylivet og Torvet, så har I glemt at spørge dem, der ejer bygningerne,” sagde en borger, der fik at vide, det vil ske, for der sker naturligvis intet, hvis ejerne ikke medvirker.
Gråsten Handel er enig i Forums tanker og ideer for bymidten og vil medvirke til at realisere dem.
Lokalplan forslaget findes på lokalplaner.sonderborg.dk
Indsigelsesfrit er 1. januar 2024. ■
Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 7. december 2023
Skrevet af
Fotos af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.