Fire voksne og et lille barn i orange jakke står sammen i en skolegang

Forældre og børn benyttede lejligheden til at besøge Grænseegnens Friskole. Foto: Helle Hockerup

Stor interesse for Grænseegnens Friskole i Holbøl

Der var stort rykind på Grænseegnens Friskole i Holbøl, da skolen torsdag den 5. november slog dørene op for interesserede forældre, kommende elever og lokale borgere.

Arrangementet var en del af den landsdækkende åben skole-dag, hvor friskoler over hele Danmark inviterede indenfor for at give et indblik i undervisningen, hverdagen og skolernes værdier.

På Grænseegnens Friskole benyttede mange lejligheden til at se skolens lokaler, møde lærerne og høre om de muligheder, friskolen tilbyder. For familier, der overvejer et alternativ til folkeskolen, var det samtidig en oplagt mulighed for at mærke atmosfæren og vurdere, om skolen er det rette valg for deres børn.

Stor spørgelyst

Skoleleder Bo Hansen glæder sig over den store interesse. “Vi er rigtig glade for, at så mange valgte at besøge os og høre om Grænseegnens Friskole. Alle vores lærere har vist gæsterne rundt, og spørgelysten var stor”, fortæller Bo Hansen.

Friskolen har i øjeblikket 152 elever fordelt på 0. til 9. klasse. Elevtallet betyder, at skolen har mulighed for at opdele mange af klasserne efter årgang.

15 år med fællesskab

I august kunne Grænseegnens Friskole fejre sit 15-års jubilæum. Gennem årene har skolen udviklet sig til et lokalt skoletilbud, hvor fællesskab og nærvær er centrale værdier. Det understreges af skolens motto: “Sammen løfter vi”.

Og med det store fremmøde til åben skole fik både nuværende og kommende skolefamilier mulighed for at opleve fællesskabet på nært hold. ■

Mand i rød hættetrøje står med hånden i siden i et åbent fællesområde, mens gæster ses i baggrunden

Skoleleder Bo Hansen viste rundt på skolen. Foto: Helle Hockerup

Murstensfacade med skilt for Grænseegnens Friskole og mottoet Sammen løfter vi

Grænseegnens Friskole har 152 elever. Foto: Helle Hockerup

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 9. november 2026

Skrevet af

Helle Hockerup
Helle HockerupLokalredaktør
Ring 22 92 21 19

Fotos af

Helle Hockerup
Helle HockerupLokalredaktør
Ring 22 92 21 19

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.