Musklerne blev god trænet igennem ved crossdance i Grænsehallerne.

Stjerneevent samlede over 15.000 kroner ind til Børnecancerfonden

Lørdag dannede Grænse­­hallerne i Kruså rammen om et vellykket stjerneevent arrangeret af Marias Sport­Kompagni i samarbejde med Grænsehallerne.

Eventet havde til formål at samle penge ind til Børnecancerfonden og det lykkedes i høj grad. I alt blev der indsamlet 15.823 kroner.

Trods vinterkulden mødte 70 deltagere op for at være med til tre timers intensiv træning og fællesskab. Programmet bød blandt andet på crossdance med instruktør Maria Näsström og en styrkesession med instruktør Sina Müller.

Vild med dans

Højdepunktet på dagen kom, da den 43-årige professionelle danser Michael Olesen indtog scenen. 

Vinderen af Vild med Dans fik hurtigt alle deltagere med på en uforglemmelig danseoplevelse, hvor hofterne kom i sving til latinamerikanske rytmer. Stemningen var i top, energien høj og sveden sprang frem hos deltagerne.

“Vores mål er at kombinere fysisk aktivitet og styrke fællesskaber med et meningsfuldt formål og vise, at vi sammen kan gøre en forskel. Det er første gang, vi prøver et stjerneevent som dette, og vi håber bestemt, at vi kan gentage det næste år. Jeg er så rørt og taknemmelig over den store opbakning. Vi havde et mål om at indsamle 5.000 kroner til Børnecancerfonden, og beløbet blev mere end tredoblet”, fortæller en glad arrangør, Maria Näsström.

Maria Näsström underviser hver uge i crossdance både i Ahlmannsparken i Gråsten og i Grænsehallerne i Kruså. Hun bor i Sandager med sin mand Dennis og arbejder til daglig som manager hos Danimex Communication i Sønderborg.

Alle deltagere samt øvrige bidragydere donerede et beløb til stjerneeventet, og Rema 1000 i Kruså bidrog med sponsorat i form af frugt og vand til alle deltagere.

“I dag viste alle, hvad fællesskab, vilje og hjerte kan udrette. Donationerne går i år til Børnecancerfonden, og næste år har vi tanker om at støtte hospitalsklovne”, siger Maria Näsström. ■

Gæsteinstruktør og professionel danser, Michael Olesen og instruktør Maria Näsström.

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 15. januar 2026

Skrevet af

Helle Hockerup
Helle HockerupLokalredaktør
Ring 22 92 21 19

Fotos af

Helle Hockerup
Helle HockerupLokalredaktør
Ring 22 92 21 19

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.