Joan Arnbjarnardóttir stopper som sognepræst i Holbøl. 1. august bliver hun ny sognepræst i Toftlund.

Sognepræst i Holbøl skifter til Toftlund

Efter halvandet år som sognepræst i Holbøl tiltræder Joan Arnbjarnardóttir 1. august som ny sognepræst i Toftlund. 

“Tiden som sognepræst i Holbøl har været begivenhedsrigt. Som ny ved man ikke, hvad man kan eller skal forvente. Jeg var klar over historikken i Holbøl, men som ung spire manglede jeg ikke drømme og ambitioner for min kommende præstetilværelse. At være præst er mit kald i livet, og det er det, jeg skal til den dag jeg sendes herfra af en anden præst”, fortæller Joan Arnbjarnardóttir, der stammer fra Færøerne.

“Min datter Edith og jeg faldt hurtigt til i Holbøl. Her skulle vi da bo de næste 20 år. Troede jeg. For Holbøl er et sted, hvor man bare falder til. Det har aldrig føltes som en flytning – vores følelse var, at her skulle man tro at vi altid havde boet. Men ikke alt lykkedes”, siger Joan Arnbjarnardóttir, der som præst først og fremmest har følt det som sin opgave at være ordets forkynder.

“Det er Guds ord som er bærende for, hvad netop jeg kan som præst. Det kræver nogle gode rammer. Og netop disse rammer har gjort, at jeg, når jeg har spurgt mig selv, hvordan jeg kan tjene i Holbøl, også har måtte spørge, om jeg kan tjene i Holbøl. Derfor endte det med, at jeg valgte at kigge ud i landskabet – og endeligt søgte videre”, fortæller Joan Arnbjarnardóttir, som glæder sig til den nye tilværelse i Toftlund sammen med datteren.

“Jeg ser frem til et stort og velfungerende sogn, som jeg er sikker på, kommer til at bidrage til, at jeg får udviklet mig som både menneske og præst. Det er et sogn med tre skønne kirker, to gode menighedsråd, kollegaer og mange frivillige. Så det er en stor ære at blive kaldet dertil som sognepræst”, siger Joan Arnbjarnardóttir 

Tættere på kæreste

Datteren har allerede besøgt skolen i Toftlund og har fået den varmeste velkomst.

Hun er selvfølgelig ked af at skulle flytte fra alle hendes gode venner i Holbøl, men der er heldigvis ikke langt og vi forventer som minimum at gæste den årlige byfest i Holbøl, som vi holder meget af fremover”, siger sognepræsten, som med stor begejstring ser frem til en ny tilværelse i Toftlund. 

“Ud over et nyt og spændende embede kommer jeg tættere på min kæreste og ikke mindst mine svigerforældre. Det er også noget vi glæder os til”, nævner Joan Arnbjarnardóttir, som drager afsted fra Holbøl med taknemlighed og rig på erfaringer som hun vil bringe med sig videre ud i tilværelsen. ■

Skrevet af

Gunnar Hattesen
Gunnar HattesenAnsvarshavende redaktør
Ring 21 16 06 83

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.