Meteorolog Anders Brandt var et trækplaster, da han holdt båltale i Gråsten.

Sankthans med glædesblus der holder trolde og hekse væk

“En sølle millimeter regn, er hvad vi har fået på en måned”

Sådan indledte meteorolog Anders Brandt sin båltale ved Gråsten Ro- og Kajakklubs årlige fejring af sankthans. I år blev det uden bål, men stemningen var høj blandt de 200 fremmødte gråstenere og det skortede ikke på god forplejning og musik.

Meteorolog Anders Brandt beærede publikum med en inspirerende fortælling om hvordan Johannes Døberens fødselsdags – Sankt Hans – blev afskaffet som helligdag, men det forhindrede ikke vores forfædre i at vedblive med at fejre dagen og endda tænde bål og fakler for at holde de onde ånder væk. En god blanding af nordisk fejring af solhverv og tysk tradition med at brænde hekse af.

“I Drachmanns midsommervise hører vi på intet tidspunkt om at brænde hekse af. I stedet skal vi holde dem fra livet – med et glædesblus. Midsommervisen slutter med: Vi vil fred her til lands. Sankte Hans, Sankte Hans – den kan vindes hvor hjerterne aldrig bliver tvivlende kolde. Og det er præcis, hvad sådan en aften, som i aften, er med til. At vi – med fællesskabet sammen kan få varmet hjertet og blive lidt mere trygge med hinanden og dermed også os selv.” pointerede Anders Brandt i talen.

“Da vi i aften ikke må tænde Sankthansbålet, så lad os selv, hinanden og det fællesskab vi udgør her i aften være det bål, der holder trolde og hekse væk.”, sagde en veloplagt Anders Brandt. ■

Skrevet af
Louise Johnsen

Fotos af
Louise Johnsen

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.