
Nybøl Sottrup Sogns præst Matias Tidemand Sørensen er glad for at bo i embedsboligen, hvor han og kæresten Kristina har plads til familie og venner, der lægger vejen forbi.
Præsten er faldet godt til i sin rummelige bolig
For halvandet år siden tiltrådte i dag 29-årige Matias Tidemand Sørensen som præst i Nybøl og Sottrup Sogne.
Han mangler ikke pligter og opgaver, men befinder sig godt med de klassiske kirkelige gøremål, der fylder hverdagen i den gigantiske præstegård på 330 kvadratmeter.
“Det har været en stor omgang. Det tager tid at arbejde sig ind i tingene med salmevalg, og hvordan du afvikler bisættelses- og bryllupshandlinger. Jeg har prøvet forskellige ting af og har efterhånden fundet min måde at gøre tingene på,” fortæller præsten, der ved sin tiltrædelse kom direkte fra pastoralseminariet i Aarhus.
De klassiske kirkelige gøremål fylder kalenderen. Der har været mange bisættelser og 20-25 vielser. Det er kommet bag på ham. Det er ikke noget, man kan forudse som sjælesørger.
“Der er store følelser på spil i de faste gøremål med dåb, højmesse, bisættelser, begravelser og vielser. Som præst er der kan og skal opgaver. Kan opgaver er de mere kulturelle ting som at arrangere foredrag og lignende. Det har jeg ikke taget hul på endnu. Ser jeg på mit årshjul, har jeg deltaget i sogneudflugt og stået for to gudstjenester i haven her ved præstegården. Det er en fornøjelse at gøre noget ekstra ud af tingene. Det bliver taget godt imod. Der er 70-80 personer til havegudstjenesterne. Det involverer hele menigheden. Spejderne har sat kors og alterbord op, og menighedsrådet står for servering af kaffe og boller. Det er skønt at have mange i sving,” fortæller Matias Tidemand Sørensen.
Tre konfirmandhold
Han har tre konfirmandhold fordelt på Sottrup og Nybøl. Sammen med kæresten Kristina har han været til byfest i Sottrup, Nøffel Festival og idrætsuge, og så har han meldt sig ind i jagtforeningen. Kristina arbejder som analytiker hos Sydbank i Aabenraa. Hun stammer fra Taastrup. Han er fra Vildbjerg. De er faldet godt til i det sønderjyske.
“Huset er så stort, at får vi besøg, kan folk komme og slå sig ned i hele overetagen. Det har taget tid at få møbleret hele huset. Familien har hjulpet flittigt til, så nu hjælper det på det. Det er godt at have de rammer, når man er flyttet langt væk fra sin faste omgangskreds. Vi føler, vi er blevet taget godt imod. Menighedsrådet har vist velvilje og været hjælpsomme i mange sammenhænge. Vi har fået lagt nye fliser og ny carport,” fortæller den unge præst, der regner med at være flyttet ind i den villaprægede præstegård i Nybøl for en længere årrække.
“Man skylder at give det en fair chance, når vi er blevet enige om, det var her, vi skulle hen. Vi har ikke fortrudt. Vi vil gerne være her. Der er gode muligheder. Det har været et godt match,” siger Nybøl Sottrup Sogns faste mand på prædikestolen.
Han har været vikar i Kværs, Egernsund, Rinkenæs og Ullerup, så han kender nabosognene og har ingen problemer med det sønderjyske. Alt tegner til, kombinationen med det unge par på Præstevænget og de kirkelige opgaver i de sammenbragte sogne i Sundeved er kommet for at blive en årrække ind i fremtiden. Ingen binder sognebånd på livstid i dag, men Matias Tidemand Sørensen og kæresten Kristina regner med at fylde præstegården ud et pænt stykke ind i fremtiden, nu da de har fået alle møbler på de 330 kvadratmeter på plads. ■

Matias Tidemand Sørensen har lavet udendørs gudstjeneste i sin 1,3 hekar store have med hjælp fra Spejderne, der til sommerbrug har stillet kors og alterbord op til brug for menigheden.

Den 29-årige sognepræst Matias Tidemand Sørensen og kæresten Kristina er faldet godt til i præstegården i Nybøl, hvor de har 330 kvadratmeter bolig til rådighed
Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 25. september 2025
Skrevet af
Fotos af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.
