blank

47-årige Pia Hagge har kræft tæt inde på livet, da hun har fået metastaser i knogler og lever efter at være opereret rask for brystkræft for ti år siden, så hun kan tale med om, der er al mulig god grund til at støtte Lyserød Lørdag denne uge.

Pia Hagge: Vigtigt at være åben om kræft

Da Pia Hagge i maj 2013 fik konstateret brystkræft, tænkte hun, at det skulle hun nok komme over, når kemo, stråler, hormonbehandling og operation var overstået. Sådan blev det også – i 10 år.

“Jeg var 36 år, da jeg fik konstateret brystkræft. Jeg følte ikke, jeg fejlede noget. Jeg opdagede det ved, at det spændte i brystet, efter jeg havde løftet særlig tunge vægte i fitnesscentret. Jeg troede, det skyldes overanstrengelse, men kunne se nogle folder, når jeg løftede armen. Min læge var ikke i tvivl om, hvad det var,” fortæller Pia Hagge, der bor i Alnor og er åben om sin sygdom.

I 2013 blev hun opereret rask blandt andet ved at æggestokke og ledere blev fjernet.

“I marts i år blev jeg syg med halsbetændelse og feber. Mine levertal var for høje. En læge mente først, det skyldtes medicinforgiftning, fordi jeg fik biologisk medicin mod tarmbetændelse. Jeg havde højt blodtryk. Det kunne skyldes fedt omkring leveren. Jeg var ikke selv i tvivl om, der var noget rivende galt. Jeg havde smerter, der sprang rundt i leddene. Jeg var træt og kunne næsten ikke hænge sammen. Engang jeg var ude at køre med nogle børn fra Gråsten Bold­klub, rystede mine hænder så meget, at jeg måtte bede en anden om at køre dem hjem,” fortæller den uddannede pædagog og idrætsaktive kvinde på i dag 47 år.

Scanning

En scanning viste, en lille cancercellerest havde spredt metastaser til lever og knogler.

“Hvor jeg under mit første kræftforløb tænkte, det kommer jeg over, så tænker jeg ikke sådan denne gang. Jeg har kæmpet med gerne at ville kende mit tidsperspektiv,” fortæller Pia Hagge.

I foråret fik hun det så skidt, at hun blev indlagt på sygehuset. Hun var ved at opgive, men et skud binyrebarkhormon fik hende på højkant igen. Nu får hun kemo i pilleform og knoglestyrkende medicin og Heceptin. Hun skal scannes i oktober. Sidst på året bliver det videre forløb afgjort.

Sygdomsforløbet har samlet familien. Hun er mor til to drenge. Hun skriver om gode og dårlige dage, medicinering og bivirkninger på Face­book. For hende er det vigtigt at være åben om sin sygdom.

“Som aktivt foreningsmenneske, pædagog og mor har jeg haft gang i en masse ting. Jeg har næsten aldrig sagt nej. Nu har jeg lært at prioritere mig selv og at sige fra, når det er nødvendigt. Gør jeg ikke det, mærker jeg det straks i kroppen. Jeg kan godt lide at være alene med mig selv. Jeg har fået et vildmarksbad i haven. Det bruger jeg meget. Jeg vinterbader i Vikinge­klubben,” fortæller Pia Hagge.

Dygtige læger

Hun bakker op om Lyserød Lørdag, som er en Knæk Cancer aktion med fokus på brystkræft.

“Jeg har lært at tage tingene stille og roligt og regner med at genoptage arbejdet igen efter nytår. Vi skal virkelig påskønne, vi bor i et land, hvor vi har dygtige læger og kan blive behandlet for så alvorlig en sygdom. Det, synes jeg, er væsentligere end alt andet. Jeg bliver kontaktet af mange mennesker, der opmuntrer mig. Mange spørger også til min kræftbehandling, fordi de selv har kræft eller kender nogen, der har det. Jeg bliver bestyrket i, det er vigtigt at dele ud af sin viden. Hvorfor skulle jeg ikke fortælle om min kræft. Det, der sårer mig mest, er, hvis folk går over på den anden side af gaden og undgår mig, fordi de ikke vil tale om det. Jeg vil også gerne vide, hvordan andre har det, og hvad der fylder i deres liv. Herhjemme har vi lært at være rigtig sociale med hinanden og hygge os sammen. Det er det væsentlige,” fortæller Pia Hagge, der har været med til at danne en +40 Kræft midt i livet gruppe, da hun var rigtig ked af ikke længere at være med i Ungkræft gruppen. ■

Skrevet af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.