
Phillip Kjær Luscombe vil gerne repræsentere Sønderborg og Sønderjylland i Folketinget.
Phillip Kjær Luscombe vil være Venstres folketingskandidat i Sønderborg
Overalt i Venstre melder en ny generation af kandidater sig. Det gælder også i Sønderborg-kredsen, hvor 30-årige Phillip Kjær Luscombe nu stiller op som folketingskandidat.
Phillip Kjær Luscombe er dybt forankret både i Venstre og Sønderjylland.
Til daglig arbejder han som direktør for forsvar i tidlligere statsminister og NATO-generalsekretær Anders Fogh Rasmussens rådgivningsvirksomhed, Rasmussen Global.
Gennem sin familie og skolegang på Rejsby Europæiske Efterskole har Phillip Kjær Luscombe en tæt tilknytning til Sønderjylland, og hele livet har han haft stor interesse for landsdelens historie og kultur. Hans farmor bor i Aabenraa, og han er søn af Mark Luscombe, der er adm. direktør i AL Sydbank.
Vækst i Sønderjylland
Som folketingskandidat vil Phillip Kjær Luscombe sætte fokus på øget vækst både i Sønderborg og resten af Sønderjylland:
“Danmark udbygger sit forsvar, og vi har gode muligheder for at udvikle forsvarsindustrien i de sønderjyske kommuner. I indsatsen for øget vækst i Sønderborg vil jeg desuden arbejde for etableringen af en broforbindelse mellem Als og Fyn. Det vil også gavne turismen”, siger Phillip Luscombe.
“Som Venstre-mand går jeg ind for lempelser af skatten, så familierne i en tid med økonomisk utryghed kan beholde flere af deres egne penge. Sønderjylland skal være et attraktivt sted at bo, arbejde og drive virksomhed, og vi skal konsolidere de større byer som gode uddannelsessteder”, siger Phillip Kjær Luscombe.
Lokal opbakning
Det er en enig kredsbestyrelse, der peger på Phillip Kjær Luscombe som ny folketingskandidat.
Formand for Gråsten Venstre, Ingrid Johannsen siger:
“Phillip er en meget vidende person med et stort engagement. Han vil tilføje Christiansborg et vigtigt blik for vækst og udvikling i vores landsdele”, siger Ingrid Johannsen.
Opstillingsmødet i Venstre finder sted tirsdag den 24. marts 2026 klokken 19.00 i Ahlmannsparken i Gråsten. ■
Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 24. februar 2026
Skrevet af
Charlotte Wognsen
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.