
Fysioterapeut Berit V. Zwirner, tv., er rykket ind hos osteopat Lina Bielfeldt i Slotsgade i Gråsten. Til sommer begynder Berit selv på uddannelsen til osteopat.Foto Ingrid Johannsen
Osteopat har forrygende travlt og udvider med fysioterapeut
Der er kommet godt gang i behandlingerne hos osteopat Lina Bielfeldt i Slotsgade i Gråsten. Søgningen til klinikken er vokset så markant, at hun nu har udvidet med fysioterapeut Berit V. Zwirner.
Lina Bielfeldt har været selvstændig i mere end to år, og sidste år åbnede hun Klinik for Osteopati og Børneosteopati – Fysioterapi i de centrale og indbydende lokaler i Slotsgade.
Siden er det gået stærkt.
“Søgningen til klinikken er eksploderet. Folk i området har taget virkelig godt imod mig og fået mig til at føle mig velkommen. Behovet for flere hænder er stort”, fortæller Lina Bielfeldt.
Stor søgning til børneosteopati
Ikke mindst børneosteopatien fylder godt i kalenderen hos den 41-årige osteopat. Her behandler hun blandt andet spædbørn og børn med funktionelle udfordringer, ligesom hun arbejder med problematikker omkring stramt tungebånd og amning.
Men aldersspændet blandt patienterne er stort.
“Vi har både spædbørn og patienter op i 90’erne. Vi bruger god tid på den enkelte og lægger vægt på en grundig og individuelt tilpasset behandling”, fortæller Lina Bielfeldt. Hun understreger samtidig, at behandlingerne indberettes til Sygeforsikringen “danmark”.
Den store efterspørgsel har nu fået fysioterapeut Berit V. Zwirner til at rykke ind i klinikken.
Erfaring fra Tyskland
36-årige Berit V. Zwirner har ti års erfaring som fysioterapeut. Hun er uddannet i Berlin og har arbejdet på både klinikker og sygehuse i Tyskland, hvor især rehabilitering har været et vigtigt arbejdsområde. Hun har desuden erfaring med behandling af professionelle idrætsudøvere.
I Gråsten tilbyder hun blandt andet rehabilitering, træning, dybdegående massage og lymfedrænage. Derudover er der planer om holdtræning og et efterfødselsprogram.
Lymfedrænage er en blid massageform, der stimulerer lymfesystemet og kan hjælpe med at transportere overskydende væske væk fra vævet. Behandlingen anvendes blandt andet ved hævelser og ødemer og er særligt udbredt syd for grænsen.
“Berit passer perfekt ind her. Jeg værdsætter både hendes faglige styrker og hendes hjertelige væsen. Jeg har selv arbejdet som fysioterapeut i Danmark og havde brug for netop en med hendes specialisering. Vi kan henvise patienter til hinanden og dermed supplere hinanden rigtig godt”, siger Lina Bielfeldt.
Tilbage i Gråsten
For Berit V. Zwirner er arbejdet samtidig en tilbagevenden til hjemegnen. Hun er opvokset i og omkring Gråsten, og hendes forældre bor fortsat i Adsbøl.
Nu bor hun igen i Gråsten sammen med sin snart 12-årige datter Amelie, som går på Förde-Schule. Begge er faldet godt til i byen.
Og Berit V. Zwirner har planer om at bygge yderligere på sin faglighed. Til sommer begynder hun på uddannelsen til osteopat.
Lina Bielfeldt ser også muligheder for at udvide klinikken yderligere.
“Osteopati vinder mere og mere frem i Danmark. Vi oplever en stor efterspørgsel, og jeg kunne sagtens bruge flere kolleger – meget gerne osteopater”, siger Lina Bielfeldt. ■
Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 5. oktober 2026
Skrevet af
Foto af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.

