Oldtimerløbet i Gråsten slår ny deltagerrekord, når mere end 1.000 veterankøretøjer lørdag 27. maj begiver sig ud på ruten fra Gråsten langs Flensborg Fjord til grænsen.

Oldtimerløbet slår deltagerrekord

Det traditionsrige Oldtimerløb indtager Gråsten lørdag 27. maj, hvor bedagede køretøjer i alle klasser fylder ringriderpladsen og kører den smukke tur langs Flensborg Fjord til grænsen og tilbage igen.

“Vi har 971 forhåndstilmeldinger og regner med at nå op på 1000 køretøjer. Det er ny rekord,” fortæller pressetalsmand Kristian Pallesen om oldtimerløbet, der samler veteranbiler, motorcykler og lastbiler fra hele landet.

Oldtimerløbet finder sted for 31. gang. Sidste år var der 813 forhåndstilmeldinger. 

Et talstærkt publikum plejer at møde op og beundre de smukke køretøjer, som samler bilentusiaster fra nær og fjern. Trafikken glider ikke hurtigt, men adstadigt i og omkring Gråsten, når løbet finder sted.

Fyldt op

Publikum plejer at følge løbet på tæpper og i klapstole langs ruten, når de nypudsede og velholdte oldtimerne i alle afskygninger passerer forbi tilskuere på heldags udflugt.

“Ringriderpladsen er fyldt op. I år har vi sat grænsen for lastbiler til 30 for at få plads til så mange køretøjer som muligt,” fortæller Kristian Pallesen.

Søren Sørensen fra Læborg Autohandel skyder oldtimerløbet i gang fra pladsen lørdag klokken 13. Han er kendt fra DR’s Skattejægerne, der følger autohandleren undervejs i hele landet for at erhverve køretøjer, han shiner op, så han er indbegrebet af en dansk veteranbilentusiast.

Med arrangørernes egne ord trækker Oldtimerløbet hvert år 1.000 køretøjer til en fest på hjul. Her kan man se alt fra “røvskubbere”, velloer, kabinescootere, knallerter og motorcykler til biler, traktorer og lastbiler fra alverdens riger og lande. Årgangene er 1988 og ældre dato.

Der er stumpemarked og salg af spiseligt og drikkevarer på pladsen, hvor dommerne er på plads for at bedømme køretøjerne. 

Pladsen åbner for publikum lørdag morgen klokken 8.00. Entreen er 40 kroner.

Arrangør er Lions Broager-Gråsten og Sydjysk Motorcykel Club. 

Lions Als assisterer med at afvikle Oldtimerløbet, der kræver mange frivillige. 

Turen slår et slag om Gråsten Slot, inden de mange oldtimere begiver sig ud på den traditionelle rute. 

Oldtimerløbet er Danmarks største veteranbiltræf. ■

Skrevet af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.