
I udstillingshallen har indehaver Jan Petersen flere forskellige typer af kabinescootere, både til privat og erhverv. Nogle med lad, som kan tippes for nem aflæsning.
Nyt firma i Kruså satser på el-kabinescootere
På Madeskovvej i Kruså har 49-årige Jan Petersen åbnet butik og serviceværksted med fokus på el-kabinescootere. I weekenden markerede han åbningen med åbent hus og en stor udstilling af de forskellige modeller på både tre og fire hjul.
Virksomheden har rødder tilbage til 2013, hvor Jan Petersen startede op i Bedsted. I 2017 flyttede virksomheden til Kruså, hvor der i dag både er butik, værksted og salg af brugskunst under samme tag.
Da Jan Petersen blev ramt af sygdom i 2020, trådte hans far, Egon Petersen, til for at hjælpe med driften. Egon Petersen var gennem mere end 40 år kendt som indehaver af Dansk Autohjælp i Kværs, hvor Jan også arbejdede som redder i mange år.
Selv om Egon Petersen selv blev ramt af kræft i 2017, fortsatte han med at arbejde næsten til det sidste. Han døde i januar 2024, 78 år gammel.
Viljestyrke og ønsket om at hjælpe andre
Trods følger efter sygdommen, som blandt andet har påvirket mobiliteten og langtidshukommelsen, er Jan Petersen fast besluttet på fortsat at være aktiv på arbejdsmarkedet.
Hans mål er at hjælpe ældre, handicappede og gangbesværede med at få større frihed og blive mindre afhængige af hjælp fra andre.
For lettere at kunne bevæge sig rundt i den 3.000 kvadratmeter store bygning bruger han selv en Segway.
“Jeg har kun få kabinescootere tilbage på lager, da vi allerede har solgt otte styk, og der er to containere med nye køretøjer på vej. Før i tiden var de lavet af glasfiber, men nu er de bygget i metal, som kan svejses, ændres og tilpasses ethvert behov. Derudover laver vi service på alle modeller her i Kruså”, fortæller Jan Petersen.
I det daglige får han hjælp af 18-årige Silas, som er i praktik fra Fjordskolen.
Idéen opstod i Kina
Til åbent hus-arrangementet deltog også direktøren for Carper el-køretøjer, 64-årige Per Alsløw. Han har boet og arbejdet i Kina i 13 år og står i dag bag produktionen og udviklingen af køretøjerne fra virksomheden i Christiansfeld.
Jan Petersen er nu blandt de danske forhandlere af mærket.
“Udseendemæssigt ligner de mange andre kinesiske modeller, men bag overfladen er alt skiftet ud med dele, som lever op til de europæiske krav, og jeg har fået alle modeller typegodkendt i EU”, fortæller Per Alsløw.
Navnet Carper er en sammensætning af ordene “Car” og “Per”.
Kabinescooter med plads til kørestol
En af nyhederne i udstillingen var modellen ”Drive in”, som ifølge Per Alsløw er den eneste kabinescooter i Europa med indbygget lift, så en kørestolsbruger kan køre direkte ind i køretøjet.
Scooteren kan køre op til 15 kilometer i timen og er udstyret med elektroniske funktioner samt bakkamera som standard.
“Mange kører i dag i åbne scootere efter eksempelvis en hjerneblødning eller et slagtilfælde. Med en kabinescooter kan de komme rundt i tørvejr. Jeg har tre krav til køretøjerne: De skal være praktiske, funktionelle og driftssikre”, siger Per Alsløw.
Bygget til mor
Historien bag den første model begyndte med Per Alsløws egen mor, som boede på landet og i mange år kørte Puch Maxi – uanset vejret. Hun har aldrig haft kørekort.
Til hendes 80-års fødselsdag byggede han en kabinescooter til hende. I dag, som 90-årig, kører hun stadig rundt i den.
Modellen har fået navnet “Tilmor” – altså ”til mor” – og kan køre op til 30 kilometer i timen. ■

Her ses Jan Petersen (tv) og direktør for Carper el-køretøjer, Per Alsløw ved den nyeste opfindelse. En kabinescooter med lift til kørestol. På billedet ses også modellen Tilmor, den røde kabinescooter.

Kabinescooteren ”Drive In” med lift til kørestol er allerede solgt. I baggrunden ses kabinescooteren med navnet ”Til-mor” som også har kælenavnet Tuk Tuk.

I butikken sælges også el scootere til 2 personer. Her ses Jan Petersen (tv) og praktikanten Silas (th).
Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 6. maj 2026
Skrevet af
Fotos af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.
