
26-årige Mathilde Skaarup Marker er udnævnt til museumsinspktør på Frøslevlejrens Museum.
Ny museumsinspektør i Frøslevlejrens Museum
26-årige Mathilde Skaarup Marker fra Gråsten er udnævnt til ny museumsinspektør på Frøslevlejrens Museum.
Hun fik i juni 2024 sin kandidatgrad i historie fra Syddansk Universitet i Odense.
Udover at være inspektør er hun også museumsvært. Der er på nuværende tidspunkt ansat 11 personer til at drifte Frøslevlejrens Museum, herunder en leder, en sekretær, tre museumsinspektører og seks museumsværter. Nogle er fuldtid, mens andre har deltids stillinger.
Nyt projekt for børnefamilier
“Det er enormt spændende at arbejde på et museum som er under udvikling, hvor man som “ung ansat” faktisk får meget ansvar og må være med i maskinrummet og prøve en masse ting af. Jeg står blandt andet for at styre museets sociale medier og markedsføring. Her arbejder jeg på at tiltrække flere internationale gæster til museet. Vi har i år især set en stigning i tyske og hollandske besøgende, som er en ny målgruppe for os”, fortæller Mathilde S. Marker, som har et større projekt på beddingen.
“Jeg er med i et større projekt, MMTP (Moving Museums Through Play), som er fondet af LEGO Fonden og udviklet i et samarbejde mellem Nationalmuseet og Designskolen i Kolding. Projektet handler om at udvikle legende museumsoplevelser og legende aktiviteter på museer. Projektet taler godt ind i den udvikling vi netop har på Frøslevlejrens Museum, som handler om at gøre museumsformidling mere forståelig og tilgængelig for børnefamilier gennem legende aktiviteter”, fortæller Mathilde Skaarup Marker. ■
Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 23. oktober 2025
Skrevet af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.
