Maria Eline Bonefeld er 44 år, mor til 3 og bor i Vester Snogbæk.

Ny borgerrådgiver fra Vester Snogbæk

Maria Eline Bonefeld er ansat som ny Borgerrådgiver i Sønderborg Kommune, og hun tiltræder jobbet den 1. juni 2021.

Den nye Borgerrådgiver er uddannet socialrådgiver, og Maria Eline Bonefeld kommer med erfaring fra ansættelser i både det private og det offentlige.

“Med ansættelsen af Maria har Sønderborg Kommune fået en Borgerrådgiver, der har en bred erfaring og kendskab til at arbejde med borgere samt den kommunale verden. Hun har et indgående kendskab til arbejdet med mennesker og kender til de udfordringer, som man som borger kan støde på, når man fx modtager en afgørelse, som man ikke er enig i. Hun har via sine tidligere job været vant til at skulle formidle afgørelser på en let forståelig måde, og det er en styrke i rollen som Borgerrådgiver”, siger Pernille Svindt Lentfer, der er chef for Byrådssekretariatet. 

Maria Eline Bonefeld er uddannet Socialrådgiver, og hun har tidligere bl.a. været ansat ved Sønderborg Kommune, Rehabiliteringscenter for torturofre (RCT) og Guide2Know.

Borgerrådgiverens opgave er blandt andet at hjælpe borgere og virksomheder med at forstå afgørelser fra kommunen, finde vej i den kommunale organisation, finde vej i klagesystemet og skabe dialog mellem borger og kommune.

Hjælpe borgere

Maria Eline Bonefeld glæder sig til rollen som rådgiver for borgerne i Sønderborg Kommune.

“Den vigtigste opgave for mig som Borgerrådgiver bliver at være den dør, hvor borgere i Sønderborg Kommune oplever sig set, hørt og forstået, og det glæder jeg mig utrolig meget til. Samtidig ser jeg frem til at skulle arbejde med hele den kommunale organisation. Jeg er sikker på, at mit store kendskab til de kommunale opgaver gør mig til en konstruktiv sparringspartner for forvaltningerne, så vi hele tiden kan forbedre den kommunale service”, siger hun. ■

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.