Nadja Schlünzen Mammen og Steffan Mammen sammen med deres seksårige datter Sofia foran villaen på Oldemorstoftevej 1, som efter pyromanbrand nu rives ned.

Nedrivning af villa efter pyromanbrand er i gang

Natten til søndag den 29. juni sidste år vil for altid stå som et skelsættende tidspunkt for ægteparret Nadja Schlünzen Mammen og Steffan Mammen samt deres nu seksårige datter, Sofia. Det var natten, hvor familiens villa på Oldemorstoftevej 1 i Padborg brændte ned efter påsat brand.

Klokken 03.24 modtog alarmcentralen den første anmeldelse. I løbet af kort tid blev i alt seks brande anmeldt på en strækning på cirka 500 meter i Padborg. Familien Mammen boede på adressen sammen med deres dengang femårige datter og familiens hund.

En bekendt, der kørte forbi i bil, opdagede flammer i familiens garage og fik banket ægteparret op, så de hurtigt kunne komme ud af huset. Trods brandvæsenets indsats stod villaen ikke til at redde.

Allerede om mandagen blev en 15-årig dreng anholdt i Haderslev og sigtet for de seks tilfælde af brandstiftelse. Politiet kom på sporet af den unge gerningsmand, efter at en borger natten til søndag havde observeret en person med mistænkelig adfærd i området. De sociale myndigheder er inddraget i sagen på grund af den sigtedes alder.

Nyt hus på samme grund

Efter længere tids venten er der nu igen aktivitet på grunden på Oldemorstoftevej. Nedrivningen af den brandskadede villa er sat i gang, og familien ser frem mod at kunne bygge et nyt hjem samme sted.

“Det har været en hård tid for familien, men vi er ok. Efter politiets undersøgelser blev huset frigivet, og siden har der været en del papirarbejde med forsikring, nedrivningstilladelse og byggetilladelse. Når nedrivningen er færdig, regner vi med at starte byggeriet af et nyt hus på grunden i løbet af foråret”, fortæller Nadja Schlünzen Mammen og Steffan Mammen.

Siden brandnatten har familien boet i en lejlighed i Kruså.

“Vi havde kun boet i huset i 10 måneder, da branden skete. Heldigvis kom vi alle ud i tide. Nu er huset snart helt væk, og vi kan begynde at se fremad igen”, siger ægteparret, som samtidig udtrykker stor taknemmelighed for den hjælp og støtte, de har modtaget efter branden. ■

Nedrivningen af den brandskadede villa på Oldemorstoftevej 1 i Padborg er i fuld gang.

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 22. januar 2026

Skrevet af

Helle Hockerup
Helle HockerupLokalredaktør
Ring 22 92 21 19

Fotos af

Helle Hockerup
Helle HockerupLokalredaktør
Ring 22 92 21 19

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.