
Mange var mødt frem til mindehøjtideligheden på 85-års dagen for besættelsen
Mindehøjtidelighed i Gendarmhaven i Padborg
Dansk Told og Skatteforbund og Historisk Forening for Bov og Holbøl Sogne inviteret til mindehøjtidelighed og kransenedlæggelse i Gendarmhaven.
Tidligere regionschef for Told og Skat i Sønderborg, Finn Lautrup, holdt mindetalen på 85-års dagen for besættelsen.
“I dag vil vi mindes de tre gendarmer, som blev besættelsens første ofre den 9. april 1940. Overgendarmerne Alfred Sørensen Albertsen, født 1894, Anders Andersen Hansen, født 1900 og Johannes Petersen Birk, født 1897, blev skudt ned her ved viadukten af civilklædte tyske soldater, som troede, at gendarmerne skulle sprænge jernbaneviadukten. Gendarmerne var ikke ved at forberede en sprængning af viadukten, men blot efter ordre under tilbagetrækning fra grænsen til baglandet. Det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, kostede dem livet” sagde Finn Lautrup.
Mindestenen blev rejst i 1941, og siden den tid har der stået folk her den 9. april, generation efter generation.
“I dag er vi vidner til nye aggressioner i Europa, og en ny verdensorden tegner sig. Fred er for nogen ikke målet, men mest mulig magt, uanset konsekvenserne”, sagde Finn Lautrup.
Til minde om de tre gendarmer blev der lagt kranse og buketter ved mindestenen af, underdirektør Tina Foged fra Toldstyrelsen, borgmester Jan Riber Jakobsen, Grænsegendarmerne ved tidligere grænsebetjent Ib Jessen, formand for Dansk Told og Skatteforbund, Jørn Rise og Historisk Forening ved Per Ihle.
Mindehøjtideligheden blev afsluttet med at synge: “Altid frejdig når du går”. ■

Underdirektør Tina Foged fra Toldstyrelsen lagde den første krans ved mindestenen.

Tidligere regionschef for Told og Skat i Sønderborg, Finn Lautrup, holdt mindetalen.
Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 24. april 2025
Skrevet af
Fotos af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.
