En ny sognegård med tidssvarende faciliteter for konfirmander, personale og menighed på parkeringspladsen neden for kirken er det store ønske i Holbøl Sogn.

Menighedsråd ønsker ny sognegård i Holbøl

Menighedsrådet i Holbøl Sogn ønsker sig en ny sognegård med tidssvarende faciliteter for sognebørn, personale og menighedsråd.

“Vi har en skitseplan lavet af arkitektfirmaet Linjen over en sognegård på 200 kvadratmeter på den store parkeringsplads neden for kirken,” fortæller menighedsrådsformand Lise Christensen.

Tilbage i 2017 fik det daværende menighedsråd et påbud om, der ikke var ordentlige faciliteter for personalet, hvis gravere har trange og utidssvarende forhold. Skal den ene føre en samtale, er den anden nødt til at gå ud af rummet. Der er kun et enkelt toilet, og intet tørskab til vådt tøj.

“Kirkens toilet ligger bagved kapellet. Der er for langt for eksempelvis folk med rollator, der skal hen over brosten og stok og sten for at komme på toilettet, så er der fare for, det kan være for sent,” fortæller Lise Christensen.

Konfirmandstue

Det store ønske er en ny konfirmandstue og mødefaciliteter for menighedsrådet.

“Den nuværende konfirmandstue er på 90 kvadratmeter og ligger for tæt på præstegården, så vi er i princippet nødt til at spørge præsten om lov til at bruge konfirmandstuen. Det er uhensigtsmæssigt. Vi har netop haft nytårsgudstjeneste med efterfølgende servering af bobler og kransekage. Det er så småt, at nogen må gå ind i kirken, og dem, der skal ud af kirken, passerer gennem nytårstaflet, som var på 30 personer. Der er et lille tekøkken. Skal man hente vand til kaffen, skal man ud på toilettet. Det er for snævert. Der er plads til forbedring,” fortæller menighedsrådsformanden, der har sat sig i spidsen for et omfattende projekt, der skal give bedre og mere tidssvarende faciliteter.

Sognemøde

Lise Christensen understreger, der vil blive fuld åbenhed om byggeriet. Der vil blive indkaldt til sognemøde, når planerne tager mere konkret form, så alle kan give deres besyv med.

“Kommunen ejer en del af den grund, vi ønsker at bygge på, så dem skal vi jo først spørge. Vi regner dog med velvilje fra den side med henblik på salg af grundstykket. Vi havde planer om at placere sognegården i haven ved præstegården, men der står et gammelt egetræ, som er over 100 år gammelt, og så det ville også blive for tæt på præstegården. Det er også vigtigt for os, at konfirmanderne få mere plads. Den nuværende konfirmandstue er langt fra tidssvarende til konfirmandundervisning i dag,” fortæller Lise Christensen, der håber i løbet af en årrække at kunne overdrage moderne og rummeligere faciliteter til sognets 1400 medlemmer.

Det vil give ro, stabilitet og fremtidssikring for det lille sogn, som med en ny bygning ville stå godt i det forholdsvist unge århundrede.  ■

Skrevet af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.