Line Jørgensen er uddannet massør og har allerede været på arbejde i sin nye klinik i Bov. 

Massør åbner klinik i Bov

En ny massør har har set dagens lys på Hanvedgade i Bov.

Det er Line Jørgensen, som har flyttet sin massørklinik fra Gråsten til Bov.

Gennem de seneste 7 år har den uddannede massør haft klinik i Gråsten, men kærligheden bragte hende til Hanvedsgade.

“Det har altid været en drøm at have min klinik hjemme. Jeg elsker at være min egen herre og ser en kæmpe fordel i det. Da muligheden opstod, fordi min kæreste har eget hus, tog vi beslutningen og byggede lidt om”, fortæller Line Jørgensen, der har fået den ene ende af huset indrettet til klinik med egen indgang. 

Line Jørgensen tilbyder både fysiurgisk- og sportsmassage.

Det er vigtigt for hende, at massagen er målrettet specifikt til den klient, der ligger på briksen. 

“Jeg vil gerne have, at folk siger fra eller til, mens jeg udfører massagen. Man skal kunne mærke en forskel”, fortæller Line Jørgensen, der brænder for det, hun laver. Hun har stor erfaring og har flere faste firmaaftaler.  

Line Jørgensen har ikke kun fundet sit livs kærlighed. Hun har også fået en stor familie med i købet. Hendes kæreste Morten har en søn fra et tidligere forhold, som bor hos dem hver anden uge. Desuden bor Mortens forældre lige i nabolaget og begge hans søstre bor ligeledes i Bov. 

“Det er skønt med en stor familie. Mine forældre bor i Rinkenæs, og vores familie er ikke ret stor. Jeg nyder det nære forhold, vi har, og jeg har ligeledes fået en stor vennekreds”, smiler Line Jørgensen, der er faldet utroligt godt til.

Line Jørgensen indbyder til reception lørdag 2. september kl. 12-15 i den nye klinik, hvor hun vil fortælle de fremmødte om, hvad hun kan tilbyde. ■

Skrevet af

Ditte Vennits Nielsen
Ditte Vennits NielsenLokalredaktør Bov
Ring 25 98 91 80

Fotos af

Ditte Vennits Nielsen
Ditte Vennits NielsenLokalredaktør Bov
Ring 25 98 91 80

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.