
Torben Ølholm elskede en god historie, og bidrog til at sætte fokus på store begivenheder og små hverdagsglæder.
Markant radiostemme er gået bort
Journalist Torben Ølholm, Hønsnapmark, sov stille ind den 3. februar, 82 år gammel.
Han blev født den 14. januar 1944 i Fredericia og efterlader sig et stort aftryk som en elsket far, ven og en markant skikkelse i det sønderjyske medie- og kulturmiljø. I 1978 købte han sammen med sin kone, Margrete, hus på Hønsnapmark.
Torben Ølholm var gennem mere end 37 år en af stemmerne på den danske radio, særligt kendt fra sit arbejde som journalist og studievært ved DR P4/Syd og tidligere Radio Syd i Aabenraa.
Gennem sin karriere formidlede han daglige nyheder, dybdegående reportager og fortællinger om menneskers liv – både lokalt og med perspektiver ud i verden. Hans varme, nysgerrighed og evne til at engagere både lyttere og samtalepartnere gjorde ham til en værdsat stemme i mange hjem. Han havde stor politisk interesse og indsigt, og dækkede stribevis af folketingsvalg og by- og amtsrådsvalg.
I det hele taget bidrog han til at sætte fokus på både store begivenheder og små hverdagsglæder i Syd- og Sønderjylland. Han havde en sjælden evne til at finde historier, der rørte ved hjertet hos dem, der lyttede.
Som person var Torben Ølholm nysgerrig, empatisk og engageret. Han var en mand med stor respekt for sine medmennesker og en dyb forståelse for den verden, han formidlede. Hans engagement rakte langt ud over mikrofonens rækkevidde; han var en del af det lokale fællesskab og blev respekteret for sin indsats både i og uden for medierne.
Torben elskede lokalhistorie, var i mange år bestyrelsesmedlem i Historisk Forening for Bov og Holbøl Sogne og redaktør af foreningens årsskrift. Hvert år indbød han medlemmerne på en hyggelig bustur til historiske steder. Han engagerede sig også i Bomlauget, hvor han var et festligt og naturligt midtpunkt.
Torben efterlader sigsønnen Thomas, der bor i Vonsbæk ved Haderslev, venner og et stort netværk af kolleger og lyttere, som vil savne hans stemme, hans venlighed og hans altid tilstedeværende interesse for menneskers historier. ■
Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 19. februar 2026
Skrevet af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.
