Site icon Gråsten Avis

Maria Johannsen fylder 100 år i fuld vigør

Maria Johannsen i Gråsten bliver på 100-års dagen fejret af naboer og nærmeste familie – hun er kendt for sit gå-på-mod og lader sig ikke slå ud af alderdom og en brækket hofte.

Maria Johannsen fylder 100 år i fuld vigør

Maria Magdalena Johannsen, Gammel Aabenraavej i Gråsten fylder onsdag 10. januar 100 år. 

Det er en ukuelig fødselar, der går den runde dag i møde. 

Hun har hele livet været vant til at klare sig selv og går ikke af vejen for at skovle sne for naboerne, når Kong Vinter indfinder sig. 

I år er hun dog sprunget over tjansen med sneskovlen, da hun for en måned siden brækkede hoften ved et fald i hjemmet. Maria Johannsen er med vanlig gå på mod i gang med at genoptræne og bevæger sig allerede nu omkring ved hjælp af en rollator.

Hus i Adsbøl

Fødselaren stammer fra Uge og blev som ung gift med Johannes og fik arbejde på Bosagergård sammen med gemalen. 

Parret byggede hus i Adsbøl og fik tre sønner Hans Erik, Frede og Keld, hvoraf sidstnævnte døde for godt 10 år siden. 

Maria Johannsen blev enke for 38 år siden, hvilket ikke mindst har medført, hun gør en dyd ud af at være selvstændig og klare sig selv. 

Hun ynder at tage på besøg hos familien, der efterhånden er oppe på syv børnebørn og 16 oldebørn. 

Hendes ældste søn Hans Erik og hustruen Mona kan fejre guldbryllup dagen efter Maria Johannsens 100 års dag. Den snart 100-årige har haft bil og kørekort, til hun var oppe i 90’erne og er siden kommet rundt på familiebesøg ved hjælp af sin elscooter.

Busrejser

Maria Johannsen har arbejdet på Gråsten Salater i mange år. Da hun kom op i årene, flyttede hun til Gråsten og overdrog huset i Adsbøl til et barnebarn. Med alderen fik hun også smag for busrejser til nationale og internationale destinationer. 

Hun har taget mange ture med Quorps Busser. Hun lader sig ikke slå ud af hoftebrud eller dårligt syn, men følger med stor interesse, hvad der foregår lokalt og i familien. 

Familien Johannsen har i årtier været aktive i Adsbøl Borgerforening og ringridning, hvor Maria Johannsen er gået til hånde alle steder, hvor hun kunne. 

Blandt fritidsaktiviteterne er også at tage med børnebørn og oldebørn til stranden i Adsbøl. Hun sidder på en stol og følger efterkommernes vandgang fra en sikker og tør post på land.

Fødselsdagen bliver fejret med morgenkaffe med naboerne, hvorefter familien samles til fejring af den runde dag i Adsbøl Klubhus. ■

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 2. januar 2024

Skrevet af

Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.

Exit mobile version