Artikelbeskrivelse

17-årige Mads Riis fra Kollund har haft en flot karriere inden for gokart.

Mads Riis vinder prisen som årets kartingkører 2020

På Dansk Motorsport Awards livestream blev det lørdag aften offentliggjort, at vinderen af den prestigefyldte pris som årets kartingkører 2020 gik til Mads Riis, Kollund. 

Mads Riis, der til dagligt går i 2. g. på Alssundgymnasiet i Sønderborg og er tilknyttet Als Gokart Klub, har haft en utrolig stærk sæson, hvor både store nationale og internationale præstationer blev opnået på trods af den florerende pandemi.

Afslutningen på 2020 sæsonen skulle have været deltagelse i verdensmesterskabet i Portimao, Portugal, dog måtte den 17-årige gokartkører blive hjemme, da arrangementet blev aflyst blot 6 dage inden afrejse.

Mads startede sin karriere som 3-årig hjemme i familiens indkørsel og deltog i sit første løb som 7-årig, hvor han sluttede på en flot 2. plads. Det gav den unge sønderjyde blod på tanden, hvorefter resultaterne har udviklet sig til flere danmarksmesterskaber samt podieplaceringer til europamesterskabet.

Han mener selv, at han på baggrund af sit samarbejde med Elite Aabenraa har haft de bedste muligheder for at holde både formen, men også motivationen ved lige og på den måde kom stærkere til sæsonstart end sine konkurrenter.

Mads Riis skifter til sommer fra gokart til racerbil, og glæder sig til at træne på Padborg Park. ■

Skrevet af

Gunnar Hattesen
Gunnar HattesenAnsvarshavende redaktør
Ring 21 16 06 83

Privatfotos