Benniksgaard er sat til salg formedelst 42,5 millioner kroner fordelt på tre adresser med hotel-, restaurant- og konferencefaciliteter omkring det historiske stuehus, bed-in i en del af den gamle hovedbygning og nyistandsatte værelser i annekset i den tidligere efterskole.

Mads Friis har haft Benniksgaard til låns i 47 år

“Jeg har haft Benniksgaard til låns i 47 år. Nu er det på tide at give det videre til andre,” siger Mads Friis om, at han har sat sit livsværk til salg.

Hotelejeren har drevet mink- og hjortefarm som landmand på Benniksgaard, som han i 1977 overtog efter sin far, Knud Friis, der døde i en tidlig alder. 

Der er blevet dyrket grøntsager og drevet forskellige former for landbrug på gården, der kan dateres tilbage til 1400-tallet. 

Ved årtusindskiftet sadlede Mads Friis så om og gjorde Benniksgaard til hotel. Han åbnede også et golfhotel, som han dog hurtigt solgte videre i erkendelse af, at der gik hans grænse. Han har tilkøbt efterskolen på den anden side af Sejrsvej og indrettet værelser der. Mads Friis er medejer af Hotel 6400 og Danhostel i Sønderborg, så han kommer ikke til at kede sig.

“En lærer sagde engang, hvis du er i tvivl om det, du laver i dag, så stop hellere i dag end i morgen, for i dag er det billigere. Det har jeg efterlevet. Jeg har ofte sagt, det er nu, vi stopper og sadlet om til noget andet. Jeg har set muligheder i stedet for hindringer. Jeg har haft hovedet under vand i lang tid ad gangen, men jeg popper op igen som en korkprop og dukker op til overfalden, hvor solen skinner, og der er frisk luft,” siger erhvervsmanden, der har prøvet mange ting gennem et halvt århundrede som selvstændig.

Livsværk

Han ønsker at gennemføre et generationsskifte og få mere tid sammen med hustruen Ingeborg. Som mangeårig ejer og anden Friis generation føler Mads Friis en stor forpligtelse til at sørge for, Benniksgaard kommer på rette hænder. Han er helt på det rene med, de velholdte, historiske bygninger går nye tider i møde, men han ville have det skidt med at se sit foretagende løbe langsomt ud i sandet. Ejendomsmæglerkæden EDC forestår hotelsalget.

“Jeg har dedikerede og dygtige medarbejdere. Det er ikke alle, der kan sige det. De har16 forskellige nationaliteter. Jeg har en forpligtelse til at passe på mit livsværk og de mange menneskers arbejdsplads. Benniksgaard fortjener at blive ført videre af nogen, der passer på stedet,” siger Mads Friis, der har et par og fyrre årsværk fordelt på 50-70 medarbejder.

“Jeg har drevet hotel med sjæl og en ånd, der ligger mellem det professionelle og det jordnære. Det er det, jeg selv trives med, og som gæsterne gerne vil. Det er let at sige i ord, men svært at gennemføre i handling,” konkluderer den 69-årige hotelejer.

“Man har en pligt til at yde sit, men selv om det er mit hjertebarn, skal man også kunne give slip. Jeg har øvet mig i at lade være med at se tilbage,” siger Mads Friis.

“Jeg har tre dejlige døtre, der alle har sagt nej tak til at blive hotelejere,” lyder konklisionen fra en mand, der ikke har noget imod at overlade roret til andre, hvis det er de rette på posten. ■

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 5. juni 2024

Skrevet af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.