
Der blev skålet i champagne og sat flag ved Lyrens 26 års fødselsdag.
Lyrelauget i Padborg holdt årsmøde
Lyrelauget i Padborg har afholdt sit årlige årsmøde, som samlede 35 medlemmer i ITD i Padborg.
Det er 26 år siden, indvielsen af “Rummets Lyre” foregik.
Formanden Jesper Schimann Hansen gjorde status over det forgangne år og fortalte om aktiviteter i året, der gik.
Udviklingen i Padborg
Jesper Schimann Hansen fortalte om udviklingen i Padborg, hvor han nævnte Erik Petersens nybyggede lagerhal på 10.000 m2 på Europavej, Alpi udvider på Plantagevej, Euro Nor udvider på Industrivej og Tricolore udvider med endnu en lagerbygning i Padborg. Ligesom der flere steder klargøres og graves op til nye lade standere til lastbiler.
“Etableringen af den nye motorvejsbro skrider planmæssigt frem. Broen bliver klar til de store dobbelt trailere. Der arbejdes på at indgå aftaler med nabolande for at muliggøre grænsekrydsende kørsel med dobbelttrailere”, fortalte Jesper Schimann Hansen.
Jesper Schimann Hansen nævnte også de nye vandreruter i Hærvejsprojektet – blandt andet Frøslev-Polde stien, som bidrager til at sikre, at der kan tiltrækkes arbejdskraft til byen, med attraktive natur omgivelser.
“Det planlagte PtX-anlæg i Padborg er ikke “lagt i graven” – men “lagt på hylden”, da European Energy er ramt af udfordringer med el-tilslutningen. Energinet har ikke kunnet sikre den nødvendige opkobling til elnettet, og derfor er projektet i Padborg sat på pause”, sagde Jesper Schimann Hansen.
Genvalg til bestyrelsen
Kasserer John Jensen fremlagde regnskabet, som udviste et underskud på kr. 40.945. Af regnskabet fremgår, at der har været store udgifter til forsikring, reparation af Lyren og Jubilæumsarrangementet i 2024. BHJ fonden har støttet reparation af Lyren med kr. 40.000. Lyrelauget har dog en sund egenkapital på godt kr. 130.000.
Der var genvalg til bestyrelsen, som består af: Formand Jesper Schimann Hansen, kasserer John Jensen, Henrik Schroll, Anders Jessen og Loren Bo Nielsen.
Som revisorer blev Herbert Johannsen og Birgit Mogensen genvalgt.
Flere medlemmer
Der er 66 medlemmer i Lyrelauget, og bestyrelsen har et stort ønske om at få flere medlemmer. “Alle kan blive medlem af Lyrelauget og vi opfordrer alle interesserede til at tegne et medlemskab og være med til at fastholde interessen for Lyren og sikre den fremtidige vedligeholdelse”, lyder opfordringen fra bestyrelsen.
Lyrelauget er stiftet den 12. august i år 2000 af personer og virksomheder, der har ønsket, at “Lyren” til enhver tid skal tage sig godt ud. ■

35 medlemmer deltog i Lyrelaugets Årsmøde.

Formanden, Jesper Schimann Hansen aflagde beretning.
Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 28. august 2025
Skrevet af
Fotos af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.
