Artikelbeskrivelse

Linda Lassen med sin nyeste bog i hænderne. Gennem årene har hun skrevet over 40 bøger.
Det er blevet til en glad bog med en heltinde.

Linda Lassen udgiver erotisk roman

Linda Lassen er Gråstens mest indflydelsesrige forfatter til dato og slotsbyens største litterære eksportvare.  

Den produktive forfatter har igen udgivet en roman. Den hedder “Den kloge kvinde fra kvindehuset” og udkommer 23. april på forlaget Hovedland.

“Romanen er inspireret af min oldemor, som var “klog kone” langt ude på landet. Jeg havde hørt om hendes spådomme, der var gået i opfyldelse, men jeg nægtede at tro på den slags “naiv overtro”. Mine fordomme om kloge koner var, at de var okkulte – naive koner – Maren fra kæret, men da jeg begyndte at sætte mig lidt ind i emnet, fandt jeg ud af, at langt de fleste “kloge koner” snarere kunne sammenlignes med vor tids psykologer. Der var langt til læger, bibliotekerne var sjældne og lå i de lidt større byer, og internettet fandtes ikke. så hvor skulle man gå hen med sine spørgsmål. Dem måtte man jo få svar på i lokalsamfundet”, fortæller Lina Lassen.

Spåede folk

Hendes oldemor var fattig – rigtig fattig. Hun levede af sin køkkenhave og de æg hønsende lagde og de gaver folk, både mænd og kvinder, kom med, når de var blevet spået.

“Jeg har set i kirkebøgerne, at der ikke kun i min oldemors familie, men i rigtig mange – især landarbejderfamilier, stod “ukendt” udfor faren.

Så begyndte ideen til romanen om “Den kloge Kone fra kvindehuset” at spire”, fortæller Linda Lassen.

Karle ville have dem

Også den gang var kvinderne udsatte.

“Hvor gik tjenestepigerne hen, hvis en karl “ville ha’ dem?” De havde ikke værelse med nøgle, de var totalt ubeskyttede. Intet under, at der blev født mange børn hvor faren var ukendt – eller “udlagt”, fortæller Linda Lassen, som henter inspiration på sine mange gåture i Gråstenskovene.

Hendes oldemor, Karoline, laver et krisecenter uden at kende ordet, og hun fungerer som ægteskabsrådgiver, psykolog og rollemodel for andre fattige kvinder, men bliver opsøgt af både mænd og kvinder, der beder om råd til at takle de udfordringer, deres liv giver dem.

Den kloge kone

Romanen “Den kloge kone fra Kvindehuset” handler om en kvinde, der trods fattigdom og ingen uddannelse alligevel gjorde noget for sine medsøstre, længe inden der var noget der hed Mee Too bevægelsen.

Perioden er 1887–1958. Sted er en lille stationsby fra 1911 på Nordfyn.

Karoline vokser op i huset på Pilegårdsmark, tæt knyttet til sin familie, især mormor Karen, som lærer hende at “lægge kort”. Hun ved, Karoline, der er en “bitte spurv”, vil få svært ved at klare det hårde fysiske arbejde, der er nødvendigt for at ernære sig som landarbejderske på de omliggende gårde. Derfor vil det være godt, hvis Karoline, når hun skal klare sig selv, kan supplere indtægterne ved at “lægge en stjerne” for folk.

Ukendt far

Da Karoline, som så mange andre tjenestepiger på den tid, udsættes for overgreb og får et barn, hvor faderen er “ukendt”, er det også mormor Karen, der siger til hende, at “Ondskaben har sat sit mærke på dig, men ondskaben skal ikke have lov at stå alene. Du må finde din måde at bekæmpe den på.”

Karolines måde bliver at hjælpe andre kvinder, der er blevet ofre for den tids manglende muligheder for at beskytte sig selv og sine børn. Hun bliver kendt langt uden for sognets grænser, som klog kone og som en, hvortil kvinder i nød kan komme og blive hjulpet.

“Kvindekampen foregik ikke kun inde i byerne blandt borgerskabets kvinder, men også i den fattige almuebefolkning ude på Pilegårdsmark hos den kloge kone i kvindehuset”, nævner Linda Lassen. ■

Faktaboks

Romanen “Den kloge kone fra Kvindehuset” udkommer 23. april på forlaget Hovedland.
Pris 289,95 kr.

Forfatteren Linda Lassen i sofaen med malerier på væggen, som hendes far, Wagner Lassen, har malet.

Skrevet af

Gunnar Hattesen
Gunnar HattesenAnsvarshavende redaktør
Ring 21 16 06 83

Fotos af

Ingrid Johannsen
Ingrid JohannsenMediechef
Ring 21 19 02 80

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.