Formand for Lokalforeningen Frøslev-Padborg, Ninna Schrum.

Legeområdet i Fritids­parken står færdigt i 2026

Sidste år blev mindesmærket for Frøslev-Padborg Skole indviet i Frøslev-Padborg Fritidspark. Det færdige bygningsværk er en hyldest til den læring og det fællesskab, som skolen gennem generationer har givet områdets børn og unge.

Arbejdet med at udvikle Fritidsparken fortsætter, fortæller formand for Lokalforeningen Frøslev-Padborg, Ninna Schrum.

“I Fritidsparken har vi etableret første del af legeområdet. Vi har arbejdet med det kommunale område og legepladsen på Tværgade og har her med frivillige kræfter og en donation fra Frøslev Træ renoveret multibanen med ny beklædning. Vi har også fået plantet genbrugstræer og bænke i bakkeområdet”, siger Ninna Schrum.

Tre nye installationer på vej

Planen er, at legeområdet står helt færdigt i 2026.

“I det nye år vil vi færdiggøre legeområdet med yderligere tre installationer og forskønne området omkring mindesmærket med buske, blomsterbed og genbrugsbænke. Samtidig vil vi forsøge at arbejde videre med sprogcaféerne”, fortæller Ninna Schrum.

Hun ser også frem til de traditionsrige arrangementer i parken.

“Vi glæder os selvfølgelig igen til at afholde en skøn Sankt Hans-fest og Høstfest på pladsen. Og så glæder vi os til at følge arbejdet med Grænselandets Have ved Told- og Grænsemuseet”, siger Ninna Schrum. ■

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 8. januar 2026

Skrevet af

Helle Hockerup
Helle HockerupLokalredaktør
Ring 22 92 21 19

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.