Anette Thaysen fra menighedsrådet bød velkommen.

Kværs Tørsbøl sportsfest kom godt i gang

Endelig kan der festes og slås til Søren igen uden nagende tvivl, om en pandemi sætter en stopper for løjerne. 

Det lod Kværs Tørsbøl Ungdoms- og Idrætsforening sig ikke sige to gange og bød derfor den forløbne weekend til den sportsfest, der har ligget i dvale to år.

Onsdag var over 100 mennesker til pizza i hallen med underholdning af Anders Munch, der har specialiseret sig i Kim Larsen sange og dermed mindes den store danske nationalskjald, der gik bort for tre et halvt år siden. Menighedsrådet stod for Æ Bøj denne aften.

Torsdag stod Walkieklubben for lottspil med flotte gevinster blandt andet to halve grise. Mere end halvandet hundrede lottospillere indfandt sig bag pladerne, så der var gevinst både til deltagerne og arrangørerne. Undgoms- og Idrætsforeningen står for salg af traktementet.

Dans

Fredag aften var menuen helstegt pattegris med fest og dans. 120 trådte dansen på halgulvet til ud på de små timer. Lørdag var der ingen chance for at gå sulten fra borden. Der var morgenmad i hallen, sildemadder og snaps til frokost, rundboldturnering i flere ombæringer, kagebord med kagekonkurrence om eftermiddagen og fællesspisning om aftenen. Der var cykelringridning og havetraktorringridning med pæn og engageret deltagelse.

“Jeg synes, alt gik rigtig fint. Det var en god weekend, hvor en masse søde mennesker mødtes og var sammen på tværs af generationer. Det var dejligt at kunne mødes igen. Vi brugte hallen i stedet for telt. Det gav god respons,” fortæller Sonja Eskildsen, der håber, den årligt tilbagevendende sportsfest nu kan gå over scenen hvert år, og at der ikke kommer flere pandemier i vejen.

Vejret kunne arrangører og de mange hundrede festdeltagere i Kværs ikke klage over. Solen skinnede over sommerlandet, da der var rundesang og bægerklang, cykelringridning og rundbold i Kværs. ■

Vikarierende sognepræst Elli Elida Krog Foldager var med til få pizzaerne hurtigt op på de sultne sjæles tallerkner.

Skrevet af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.