
Jan E. Koch fra Huset Palle er kåret som Årets Servicemedarbejder 2026. Foto: Helle Hockerup
Kunderne har talt: Jan er årets servicemedarbejder
53-årige Jan E. Koch fra Huset Palle i Padborg er kåret som Årets Servicemedarbejder 2026 for sit store engagement, gode humør og personlige nærvær over for kunderne.
“Det var en overraskelse af de helt store. Jeg blev meget rørt over anerkendelsen”, fortæller Jan E. Koch.
For ham er god service langt mere end at få en handel i hus.
“Det handler om mennesker, smil, humor og nærvær. Kunderne skal have en god oplevelse, når de træder ind i butikken”, siger han.
Jan E. Koch kører hver dag fra Kegnæs til Padborg. Han har været ansat hos Huset Palle siden 1. marts 2019 og arbejdede tidligere hos MR Klausen Herretøj i Sønderborg.
Kommer fra Estland for at handle hos Jan
At kunderne sætter pris på hans service, er Dennis Rurup et godt eksempel på. Den 42-årige tidligere Fårhus-borger arbejder i dag på en kvægfarm i Estland.
“Jeg er kommet helt fra Estland for at købe tøj til en fødselsdagsfest hos Jan. Man får altid god service. Han møder én i øjenhøjde med et smil og godt humør”, fortæller Dennis Rurup.
Med hæderen følger 2.500 kroner, som Jan E. Koch vil bruge på et lille ophold sammen med hustruen Tina. ■
Foto: Helle Hockerup
Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 5. oktober 2026
Skrevet af
Fotos af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.

