
Formand for Kultur-, Handel- og Turismeudvalget, Daniel Staugaard (V) og udvalgsmedlem Ingrid Johannsen (V) ønsker flere events, nye oplevelser og mere langsigtet udvikling af Gråsten.
Kongelig køkkenhave kan blive løftestang for hele Gråsten
Den Kongelige Køkkenhave har allerede udviklet sig til en stor turistattraktion i Gråsten.
Siden åbningen i 2020 har omkring 50.000 gæster årligt besøgt køkkenhaven, og nu vil Sønderborg Kommune bygge videre på succesen. Målet er at skabe en tættere sammenhæng mellem Den Kongelige Køkkenhave, naturen og Gråsten by, så de mange besøgende i højere grad også oplever byens butikker, spisesteder og øvrige tilbud.
Der er politisk opbakning til at udarbejde en masterplan for køkkenhaven. Kommunen arbejder derfor med næste fase i havens videre udvikling med et perspektiv på fem til ti år. Den skal skabe en fælles retning for både den daglige drift og nye udviklingsmuligheder. Planerne omfatter blandt andet flere events, nye oplevelser og formidling i naturen samt en mere langsigtet udvikling af selve Gråsten.
Formanden for Kultur-, Handel- og Turismeudvalget, Daniel Staugaard (V), ser et stort potentiale. “Vi har allerede noget helt særligt i Den Kongelige Køkkenhave, og de mange besøgende viser, at interessen er der. Nu skal vi arbejde for at skabe en endnu stærkere forbindelse mellem køkkenhaven, naturen og Gråsten by,” siger Daniel Staugaard.
Også udvalgsmedlem Ingrid Johannsen (V) peger på mulighederne. “Gråsten har en kombination af kongelig historie, natur, byliv og en attraktion, som allerede tiltrækker omkring 50.000 mennesker om året. Det giver os et stærkt udgangspunkt,” siger hun.
Sønderborg Kommune har samtidig et mål om at blive blandt landets fem største turistkommuner målt på antal overnatninger. Køkkenhaven skal være med til at trække endnu flere turister til Gråsten – og gerne videre ind i bymidten. ■
Se alle billederne
Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 10. august 2026
Skrevet af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.

