
35 medlemmer mødte op til generalforsamlingen.
Kollund Midtpunkt styrker fællesskabet i lokalområdet
Lokalforeningen Kollund, Sønderhav og Rønshoved oplever stor opbakning og voksende aktivitet. Det stod klart, da 35 medlemmer for nylig deltog i generalforsamlingen, som blev afholdt på First Camp Frigaard.
Foreningen tæller nu hele 244 medlemmer – det højeste antal nogensinde.
Formand Susanne D. Provstgaard kunne i sin beretning se tilbage på et særdeles aktivt år, hvor især etableringen af Kollund Midtpunkt har været et centralt omdrejningspunkt.
“Etableringen og ibrugtagningen af Kollund Midtpunkt er uden tvivl årets mest markante tiltag. Det er imponerende, hvor mange aktiviteter der allerede er skabt i og omkring huset”, sagde hun.
Midtpunktet danner i dag ramme om en bred vifte af aktiviteter, herunder kreadage, kortspil, onlineforedrag, sprogcafé og demenscafé. Den nyanlagte krolfbane har også hurtigt fundet sin plads blandt de populære tilbud. Derudover bruges faciliteterne til både foreningsmøder, børnefødselsdage og bagagerumssalg.
For at sikre en smidig udnyttelse af huset har foreningen investeret i et bookingsystem, som skal forhindre dobbeltbookinger og skabe bedre overblik.
Stigende interesse for natur og friluftsliv
Også Kollund Naturunivers oplever fremgang. Interessen for at overnatte i naturen er stigende, og sidste sommer bød på rekordmange overnatninger. Her er der ligeledes indført et bookingsystem for at håndtere den øgede aktivitet.
Formanden fremhævede desuden det aktive lokalmiljø, hvor blandt andet vinterbadning er populært. Det har ført til etableringen af et badelæ ved Lillestrand. Samtidig er Aktiv Spot blevet et flittigt benyttet samlingspunkt – og beskrives som et af Danmarks smukkest beliggende udendørs fitnessområder.
Nye idéer spirer i lokalsamfundet
Flere nye initiativer er under udvikling. En gruppe unge arbejder på at etablere en udendørs padelbane, mens en anden gruppe undersøger mulighederne for at få opført en af de karakteristiske trolde skabt af kunstneren Thomas Dambo – et kunstværk i genbrugstræ, som findes over hele verden.
Fokus på fremtidige løsninger
Spørgsmålet om fjernvarme i området er fortsat uafklaret.
“Fjernvarme til Kollund er stadig “fjern”. Lige nu er et solcelleanlæg med varmepumpe den mest realistiske løsning”, forklarede Susanne D. Provsthaard.
Et molebad står fortsat på ønskelisten, men foreningen arbejder aktuelt med at anvende kommunale midler til andre projekter. Blandt planerne er etablering af et offentligt toilet til vandrere og besøgende samt forskønnelse af området omkring molebygningen med bænke og formidling af lokalhistorie. Arbejdet sker i samarbejde med både roklub, sejlklub og kommunens forvaltning.
Afslutningsvis takkede Susanne D. Provstgaard bestyrelsen og de mange frivillige for deres store engagement.
“Uden de mange, der giver en hånd med, kunne vi ikke skabe det aktive og levende lokalsamfund, vi har i dag”, lød det fra formanden. ■
Formand for Lokalforeningen, Susanne D. Provstgaard.
Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 16. april 2026
Skrevet af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.

