
Lis og Leif Jensen kom for at sige farvel til købmand Bent Nissen, som her ses bag disken i bageriudsalget
Købmandens sidste arbejdsdag i Holbøl
Mange lagde vejen forbi til en kop kaffe hos Høkeren i Let Køb i Holbøl, da købmand Bjarne Nissen havde sidste arbejdsdag.
Blandt kunderne var Lis og Leif Jensen, som fortalte, at de flyttede til Havremarken i Holbøl for at være tæt på købmanden.
De flyttede fra Rødekro til Holbøl for 12 år siden.
“Vi er bekymrede for at miste vores købmand i Holbøl. Her er både apotek-udsalg, vi kan hente pakker og der er tips- og lotto”, fortæller Lis og Leif Jensen.
55-årige Bjarne Nissen, som bor i Broager, tiltrådte jobbet som købmand i Let Køb i Holbøl, i august 2020, hvor han kom fra 18 års ansættelse hos Fleggaard i Harreslev. Han tiltræder et nyt job som souschef i Netto i Gråsten.
Vi får travlt
“Bjarne rejser og vi er 4 medarbejdere tilbage. Vi får travlt med at få det til at hænge sammen med åbningstider ugens 7 dage”, fortæller souschef Nancy Aaskov.
Pensionist Thorkild Hansen har siden 2013 været frivillig hjælper hos Let Køb i Holbøl.
“Han er i dagpleje i Let Køb”, ynder kollegerne at sige om Thorkild, som altid har været er en stor og uvurderlig hjælp i butikken.
Thorkild har været brandmand i Holbøl i over 50 år, og er også formand for Holbøl Vandværk, hvor han har siddet i bestyrelsen siden 1979.
“Jeg sørger for frostvarerne, og så laver jeg kaffe om fredagen, hvor vi er nogle stykker som mødes til en kop kaffe hos Let Køb, for at drøfte verdenssituationen”, fortæller Thorkild Hansen og tilføjer:
“Vi håber der kommer en løsning på købmandsbutikken i Holbøl – jeg vil i hvert fald gøre alt hvad jeg kan”. ■

Souschef Nancy Aaskov skal sammen med de øvrige medarbejdere drive Let Køb i Holbøl, indtil der findes en løsning, senest med udgangen af september måned
Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 22. maj 2025
Skrevet af
Fotos af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.
