Artikelbeskrivelse

Juleaften for enlige i Gråsten

Af Søren Gülck
For 2. år i træk holdes der jul for enlige i Gråsten.
”Ingen i Gråsten og omegn behøver at sidde alene hjemme juleaften”, siger formand for Kørestols­brugere og Gang­besværede i Gråsten og Omegn, Svend Schütt, som er tovholder for ”De enliges jul” den 24. december. 
En stribe frivillige personer og sponsorer har igen i år sagt ja til at støtte op om juleaften-arrangementet, som holdes i Ahlmanns­parken cafeteria.
Det koster 50 kroner at deltage. Beløbet dækker traditionel julemad, drikke, juletræ, sang og minimum en julegave til alle deltagere.
Aften begynder kl. 16.00, hvor deltagerne mødes og sammen pynter juletræ og dækker bord.
Kl. 18.00 ankommer en god traditionel julemenu, som er tilberedt af Torben Eskildsen fra Egernsund.
Efter middagen fortsætter aftenen med sang, dans om juletræet samt kaffe og konfekt og masser af julehygge.
”Hvis det for nogen kniber med at komme frem og tilbage, oplyser man blot navn og adresse ved tilmeldingen, så sørger vi for fri transport ud og hjem”, fortæller Svend Schütt.
Interesserede kan tilmelde sig helt frem til d. 24. december hos Rådhuskiosken, Gråsten Boghandel og Center Pub. Spørgsmål kan rettes til Svend Schütt på tlf. 6171 4607.
Sidste år holdt 22 mennesker fælles juleaften i Gråsten. 

De enliges jul holdes i år i Ahlmannsparken i Gråsten. Foto Søren Gülck

De enliges jul holdes i år i Ahlmannsparken i Gråsten.
Foto Søren Gülck