
19-årige Johanna Schwarz står for Venstres valgkampagne ved kommunalvalget og hjælper ikke mindst kandidaterne med at lave relevante og vedkommende videoer om deres indsats.
Johanna Schwarz har styr på Venstres kampagne
19-årige Johanna Schwarz fra Rinkenæs har fået sig et lidt specielt job, efter hun tog studentereksamen i sommer.
Hun er blevet kampagnemedarbejder for Venstre i valgkampen.
“Det består i, jeg laver forskellige kampagner for at få Venstre frem så mange steder som muligt. Vi laver videoer om kandidaternes indsats og lægger dem ud på nettet. Desuden står jeg får planlægning af uddelingsaktioner og besøg,” fortæller den unge kampagneleder.
På torsdag kommer Venstres folketingsmedlem Anni Matthiesen på besøg, og så skal der være en til at stå for det og sørge for, tingene klapper. Det gør Johanna.
“Jeg blev student i sommer og har altid interesseret mig for politik. Jeg havde for eksempel samfundsfag på A niveau i gymnasiet. Jeg hjælper kandidaterne med at klippe videoer og begå sig på sociale medier. Min opgave er først og fremmest at synliggøre Venstres borgmesterkandidat Jimmy Simonsen. Vælgerne skal have set og oplevet en kandidat mindst tre gange for at hæfte sig ved og sætte kryds ved vedkommende,” siger Johanna Schwarz, der synes, hun har fået et spændende job.
Politisk interesseret
Hun er meget på og har rigtig travlt. 19. november efter valgaftenen og natten er hendes job brat slut efter to hektiske måneder i kommunalvalgkampens heksekeddel.
“Sådan en som mig er nok især valgt på grund af min tilgang til sociale medier. Da vi lagde en video op med Jimmy Simonsen på Facebook i starten af oktober, gav det 50.000 klik. Det må vi ikke længere, for der må ikke være betalte valgreklamer på sociale medier. Så laver vi reels i stedet, som kandidaterne lægger op på deres egne profiler,” siger Johanna, der ikke er til sinds at lade sig stoppe af lovgivningens benspænd.
Hun finder på nye løsninger både digitalt og analogt. Jimmy Simonsen har været på besøg på friskolerne i Kværs og Adsbøl for at øge bekendtskabsgraden på fastlandsdelen af sundet. Kampagnemedarbejderen er også behjælpelig med gode råd som, at et videoklip ikke må vare over 60 sekunder og helst ikke indeholde for megen tung tekst og tale. Det vigtigste er at være et kendt ansigt, som vælgerne forbinder med noget vedkommende og noget, de synes om. Hun har lige været på Gendarmstien og filme for at vise, den trænger til at blive lappet sammen efter storme og havets gnaven. Johanna bliver ikke bedømt på valgresultatet. Hun har intet imod, det er et tidsbegrænset job.
“6. december rejser jeg med min kæreste til Sydøstasien. Vi tager til Japan på skiferie og fortsætter til de større byer,” fortæller kampagnemedarbejderen, der giver den hele armen i valgkampens hede slutfase. ■
Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 12. november 2025
Skrevet af
Fotos af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.

