
Jørn Elgaard Nielsen er et kendt ansigt i Holbøl og bliver ny købmand i landsbyen.
Jørn Elgaard Nielsen bliver ny købmand i Holbøl
41-årige Jørn Elgaard Nielsen bliver 1. oktober ny købmand i Letkøb Holbøl, i daglig tale kaldet ”Høkeren”.
Han har allerede bidraget med meget frivilligt arbejde for at bevare “Høkeren”.
“Jeg glæder mig meget til at stå i spidsen for Letkøb Holbøl sammen med fire medarbejdere og frivillige”, fortæller Jørn Elgaard Nielsen, som har arbejdet 23 år i speditionsbranchen, de sidste 8 år som disponent hos Freja Transport & Logistik A/S i Padborg.
Jørn Elgaard Nielsen håber, at Letkøb Holbøl kan øge kundekredsen, og han vil lægge stor vægt på salg af lokale råvarer, bl.a. friskbagt brød, rundstykker og kage fra bageriet på Holbøl Landbohjem og slagtervarer fra Ravsted Slagter. Desuden vil han udvide sortimentet med flere lokale råvarer.
En ægte Holbøller
Jørn Elgaard Nielsen kommer til at øge antallet af arbejdstimer, samtidig med, at han går ned i løn.
“Vi har drøftet det i familien, og der er stor opbakning. Min forlovede Anita støtter fuldt op om min beslutning. Vi har to børn hver, og det bliver en helt ny livsstil for vores familie”, siger Jørn Elgaard Nielsen.
Det bliver en populær ægte Holbøller og årets ildsjæl i 2024, som overtager roret i Letkøb Holbøl. Han er kendt fra fodboldbanen, som træner, fra dilettanten, ungdomsklubben og fitness, ligesom han sidder i bestyrelsen for Holbøl Foredrags- og Idrætsforening. ■
Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 19. august 2025
Skrevet af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.
