
Ingrid Johannsen har fordoblet sit stemmetal fra 228 til 450 og er genvalgt til byrådet på et sikkert mandat.
Ingrid Johannsen fordoblede sit stemmetal
I en valgkamp kan det være svært at vurdere, hvad der batter, og hvad der ikke gør.
55-årige Ingrid Johannsen har været til stede i sit eget lokalområde i Gråsten, Adsbøl, Rinkenæs og Kværs og lyttet til, hvad folk sagde om nærhed til borgerne, byggegrunde og skoler. Hun har været på gendarmstien, som, hun ved selvsyn har konstateret, trænger til en kærlig hånd.
Hvad der gjorde udslaget, ved Venstre kvinden ikke, men fakta er, hun fordoblede sit stemmetal fra 228 til 450 og dermed får en sikker plads i byrådet.
”Jeg lytter til, hvad folk siger. Mange forstår ikke de beslutninger, der bliver truffet, og hvorfor afgørelserne falder ud, som de gør,” siger Ingrid Johannsen, der er medlem af udvalget for Erhverv og Grøn Vækst.
Forhandlinger
Hun kan ikke stille krav om et sæde der igen, selv om hun er glad for det.
Forhandlingerne er i fuld gang, og ingen ved, hvad de ender med. Ingrid Johannsen er fra den sønderjyske jyske muld, hvor et ord er et ord og en spade en spade. Hun håber, der bliver en bred konstitueringsaftale til gavn for Sønderborg Kommune.
Hun kan bare slå fast, at når man træffer beslutninger på borgernes vegne, så gør man det, fordi man er valgt til det. Føler folk sig løbet over ende, og at beslutningerne bliver truffet hen over hovedet på dem, så vinder man ikke deres tillid.
Med et fordoblet stemmetal konkluderer hun således, at hendes synspunkter må have vundet genklang, og at tilliden til hende ikke er blevet ringere siden sidste valg. ■
Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 30. november 2025
Skrevet af
Fotos af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.
