Ingrid Johannsen. Byrådsmedlem for Venstre

Ingrid Johannsen fra Venstre går efter at få fornyet sit mandat i byrådet og vil slå et slag for bosætning og de lokale ildsjæle.

Ingrid Johannsen er en af de lokale ildsjæle

For fire år siden kom den i dag 55-årige Ingrid Johannsen fra Gråsten i byrådet for Venstre for første gang. Hun er medlem af Udvalget for Erhverv og Grøn Vækst. Det er hun glad for.

“Jeg synes, vi gør en indsats for udvikling og de lokale erhvervsdrivende.  Jeg kæmper for at få gode vilkår for de lokale ildsjæle. Jeg synes, der godt kunne være større transparens i de politiske beslutningsprocesser i forhold til den enkelte borger. De oplever ikke altid lige stor lydhørhed,” siger Ingrid Johannsen, der bor på Kongevej og selv er en af de lokale ildsjæle med fingeren på pulsen i lokalsamfundet.

Hurtigere sagsbehandling

Det er svært at forklare borgerne, hvorfor det skal være så svært at opnå en tilladelse til at etablere en indkørsel, eller hvorfor parasoller ved Den gamle Skomager skal stå på en bestemt måde og hurtigt støder på rigide grænser, som det kan være svært at fatte. En bygning i Alnor Strandpark er revet ned, og pludselig er det ovenud besværligt at få en ny op.

“Jeg vil fortsat arbejde for hurtigere sagsbehandling i forvaltningen. Nogle gange synes jeg, myndighedsbehandlingen tenderer til fejlfinderi. Kommunen skal ikke gøre det besværligt for ildsjæle, borgere og erhvervsdrivende, men understøtte dem, så de lykkes. Vi må godt udfordre lokalplanerne noget mere. Som politikere er det vores opgave at være modige og udfordre lovgivningen. Vi har så meget kystlinje, at vi ikke kan undgå at støde ind i den en gang imellem,” siger Ingrid Johannsen.

“Ønsker vi øget bosætning og befolkningstilvækst er det vigtigt at få udstykket nogle byggegrunde. Vi har behov for mindre bo-muligheder, som vil gøre det lettere for unge at starte deres vej ud på boligmarkedet. Mindre boliger til seniorer og ældre vil også frigøre huse til andre købere,” fortæller Venstre politikeren.

Hun er måske ikke en garvet politiker, men hun har fået erfaring i sine første fire år i byrådet. Hun er nummer tre på Venstres kandidatliste. Ingrid Johannsen stammer fra Rødding og har to børn – Gustav på 24, der læser til kemiingeniør. Signe på 19 år går på Statsskolen.

“Jeg går ind for den personlige frihed, og at folk skal kunne vælge mellem danske og tyske skoler og institutioner, og hvilken form for hjemmehjælp de gerne vil have. Handlen og diverse fora skal have gode vilkår for at udvikle sig og gøre en indsats, som kommer os alle til gode,” siger Venstre kandidaten, der heller end gerne tager en tørn mere. ■

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 12. november 2025

Skrevet af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.