blank

40-årige Karina Hansen har valgt at flytte Husets Frisør til Nejsvej 34 i Broager, da hun alligevel skulle forlade salonen i Jernbanegade i Gråsten som følge af en vandskade.

Husets frisør er flyttet fra Gråsten til Broager

40-årige Karina Hansen har brugt årsskiftet og julen til at flytte sin frisørsalon Husets Frisør fra Jernbanegade i Gråsten til Nejsvej 34 i Broager. 

En omfattende vandskade gjorde, at hun skulle ud af salonen i Jernbanegade en periode, og så valgte hun at flytte helt.

De tre frisører lånte frisørstole i Teddys Salon i Ulsnæs Centret en uge, indtil flytningen blev effektueret.

“Jeg har været frisør i over 20 år og har været halvandet år i Rinkenæs og ni år i Gråsten. Jeg havde i forvejen tænkt over ændringer i salonen og gennemførte det nu, da det blev nødvendigt at fraflytte Jernbanegade. Lokalerne trængte til en kærlig hånd, og da jeg alligevel skulle ud en periode, gav det mening at flytte helt”, fortæller Karina Hansen, som tilføjer, at salonen i Broager er meget velegnet. 

“Det giver mere plads til de ting, vi laver med events, workshops, makeup artists og konfirmandevents. Der har før ligget en salon her, som er gået konkurs,” fortæller Karina Hansen, der gjorde en dyd af nøden og flyttede hele foretagendet til nye rummelige lokaliteter over for skolen i Broager.

Opvokset i Broager

Der har tidligere ligget en andefarm og en døgnkiosk på adressen.

“Vi flyttede en uge før juleferien. Vandskaden kom den 8. december. Salonen her i Broager havde stået tom nogen tid. Da jeg så den, var jeg ikke i tvivl. Det er let at parkere her. Man skal ikke tænke på p-vagter, men kan koncentrere sig om at få sat hår og den velvære, vi gør meget ud af her i salonen,” fortæller frisøren, der har en kollega og en elev og tager en ny elev ind i år.

Karina Hansen er opvokset i Broager og boede hos sine forældre, da hun ikke kunne være i sin lejlighed oven over salonen i Jernbanegade. Nu leder hun efter en anden privatbolig.

“Jeg har mange stamkunder. De kommer fra Sønderborg, Nordborg, Aabenraa, Kolding, Tønder, København og Italien og selvfølgelig fra Gråsten og Broager,” fortæller Karina Hansen, der har været stylist på filmene Krig og Kærlighed og Hvidstengruppen II.

Stylist

Hun har stylet forskere og læger til promovering og arbejdet på catwalk i forbindelse med modeshows. 

I det hele taget leverer Husets Frisør bud på, hvordan man kommer til at tage sig godt ud og hjælper kunderne med at forvandle sig til det kønnere og smukkere. Pleje og velvære giver bedre udstråling.

“Vi arbejder med hår og fremtoning og bruger ikke tiden på sladder og uvedkommende ting. Jeg arbejder i dybden med blandt andet farveteknikker,” siger den mangeårige frisøse, der lover, professionalismen og kundernes forskønnelse og ve og vel fortsat er i centrum i de flotte nye rammer på Nejsvej. ■

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 11. januar 2024

Skrevet af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.