Aktører er ved at gøre klar til dilettant

Hukommelsestab og kommunale kontroverser 

Op til premieren summer der af koncentration hos Frk. Jensen i Skelde. Her er 11 dilettanter i fuld gang med de sidste forberedelser til årets lystspil Hukommelsestab & kommunale kontroverser.

Siden uge 42 har holdet øvet frem mod forestillingen, der traditionen tro opføres den sidste lørdag i januar og den første lørdag i februar. I år har man dog udvidet programmet med en ekstra forestilling lørdag den 28. februar.

Amatørteater har dybe rødder i Skelde.

Skelde Gymnastik Forening har siden 1946 hvert eneste år opført dilettant – med én enkelt undtagelse under coronapandemien. At finde det rette stykke kan være en udfordring, fortæller en af skuespillerne, og nogle gange kræver det kreative løsninger, hvor roller tilpasses, eksempelvis ved at ændre en manderolle til en kvinderolle.

Årets forestilling inviterer publikum indenfor hos landmanden og viceborgmesteren Børge og hans kone Beate. Her foldes en historie ud med både romantik, forviklinger og kommunale intriger.

Premiereaftenen er allerede udsolgt, men der er fortsat omkring 20 billetter tilbage til forestillingerne lørdag den 7. februar kl. 14.00 og lørdag den 28. februar kl. 18.30. Tilmelding sker til Jens Christian Petersen på telefon 22 15 06 62. ■

blank

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 29. januar 2026

Skrevet af
Leske Trip

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.