
Holbøl er med i finalen om Årets Landsby 2025
Slutspurten er sat i gang for at finde Årets Landsby 2025, der kåres af Landdistrikternes Fællesråd, Landsforeningen Landsbyerne i Danmark og Forenet Kredit. De tre landsbyer Holbøl, Agerskov og Sennels er videre i finalen.
Landsbyer over hele landet har de seneste uger ansøgt om at blive Årets Landsby 2025. Nu har Holbøl sikret sig en finaleplads og skal dyste om den hæderfulde titel.
I år er dommerne på jagt efter en landsby, hvor der er ‚fællesskab for fremtiden‘, og selvom ansøgningsbunken bugnede af initiativrige og stærke landsbyer, så var der tre byer, der skilte sig ekstra ud.
I Holbøl – og satellitlandsbyerne Hønsnap, Vilsbæk og Hokkerup står man sammen, når det gælder. Da købmanden var lukningstruet, købte borgerne den og skabte Høkeren; landsbyens hjerte med prepping-løsning, samværscafé og døgnåbent minisalg. Her bygges fremtiden bæredygtigt – med vindmøllebaseret fjernvarme, tiny houses og en bypark, der samler generationer om leg, motion og natur. Foreningerne spirer, integration sker over en kop kaffe i sprogcaféen, og seniorer, unge og tilflyttere løfter i flok. Holbøl er ikke kun “Foreningernes landsby” – det er en landsby med vilje og vision.
Holbøl får besøg af dommerkomitéen 24. august. ■
Fakta om Årets Landsby
Årets Landsby er en historisk pris, som blev oprettet i 1995 af Landsforeningen Landsbyerne i Danmark. I år uddeles den for 29. gang. På spil er ikke blot æren, men også en check på 50.000 kroner til vinderlandsbyen, mens 2. og 3. pladsen hver honoreres med 25.000 kroner. Prisen uddeles af Landdistrikternes Fællesråd, Landsforeningen Landsbyerne i Danmark og Forenet Kredit, foreningen bag Nykredit og Totalkredit.
Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 2. juli 2025
Skrevet af
Fotos af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.
