73-årige Hanne Næsborg-Andersen glædede sig beskedent over at blive Årets Gråstener for sin store indsats for kulturen og bevidstgørelsen omkring Grå­stens historie, som hun ikke mindst har kastet sig over, efter hun gik på pension som bibliotekar. Her ses Helle Blindbæk (th.) overrække prisen til Hanne Næsborg-Andersen. 

Hanne Næsborg-Andersen blev Årets Gråstener

Formand for Kultur i Gråsten, Hanne Næsborg Andersen, blev på Gråsten Handels generalforsamling hædret som Årets Gråstener. 

Den 73-årige Hanne Næsborg-Andersen har været med til at stifte Kultur­landsby 6300, aktiv i Sønderborg Kommunes Lokal­historiske Arkiv­samvirke SKLA, er formand for Historisk For­ening for Gråsten By og Egn, aktiv i Gråsten Æble­festival og formand for Kultur i Gråsten. Hun har medvirket til en udstilling om Konge­husets tilknytning til Gråsten gennem 80 år. Hun har også været primus motor i en bog om Gråsten.

“Du er kulturens grand old lady. Du har gjort noget for, at vi kender os selv og vores historie. Du er oprindelig fra Løjt Kirke­by, og der skal alligevel noget til, før man kan betragtes som gråstener. Du har dog om nogen fået lokalområdet under huden. Du er med til at skabe liv i og omkring byen. Du tager ansvaret på dig, og du tager det alvorligt. Du er ordentlig i din måde at arbejde og kommunikere på,” sagde Helle Blindbæk fra Gråsten Handel som begrundelse for valget til Årets Gråstener.

Bogorm

“De fleste kender dig som bogormen eller rettere bibliotekaren. Du kom hertil i 1980 – først som vikar og efter nogle år på Central­biblioteket i Flensborg vendte du tilbage som fastansat her i huset. Mange år med tusindvis af bøger over disken, glade lånere og masser af formidling om hint og hisset,” sagde Helle Blindbæk.

Hanne Reese Næsborg-Andersen startede som vikar på biblioteket og kom efter en afstikker til Flens­borg tilbage og blev leder af biblioteket i Gråsten, indtil hun gik på pension i 2016. Hun og gemalen Ketill Næsborg-Andersen har også boet i Etiopien, hvor han har arbejdet som bandagist for Inter­na­tional Røde Kors. Senere flyttede parret til Haders­lev, inden turen gik retur til Gråsten. Her boede de først i Ads­bøl, men flyttede i 2019 til Gråsten. De fejrede guldbryllup sidste år.

“Det er dejligt at blive påskønnet. Jeg er ikke vant til ros”, sagde Hanne Næsborg-Andersen, der fik keramikæbler og blomster og udtrykte glæde over hæderen.

Hun fortalte, hun har det sjovt med det, hun gør, og at arbejdet i blandt andet Kultur i Gråsten er en løn i sig selv. 

Hun er meget historisk interesseret. Det er ikke nogen tilfældighed, hun har kastet sig over Gråstens historie, ikke mindst efter hun blev pensionist, så det sidste historiske og kulturelle indslag fra hendes side, har Gråsten næppe set ■

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 31. januar 2024

Skrevet af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Fotos af

Ingrid Johannsen
Ingrid JohannsenMediechef
Ring 21 19 02 80

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.