Artikelbeskrivelse

Siden marts har Paul Knudsen og Waterless i Broager leveret tusindvis af liter hånddesinfektionsmidler til danske virksomheder.

Hånddesinfektion godkendt efter måneders venten

Det sønderjyske firma Waterless A/S i Broager har netop modtaget den længe ventede dokumentation for, at firmaets produkter er i overensstemmelse med EU’s forordninger til hånddesinfektionsmidler, og dermed anvendelig mod Covid-19

“Vi har aldrig været i tvivl om kvaliteten og effektiviteten af vores produkter, men nu har vi efter måneders venten endelig modtaget den officielle dokumentation. Det betyder meget for os og vores kunder, der naturligvis fokuserer på sikkerhed og hygiejne i en tid med global Coronapandemi”, siger direktør Paul Knudsen.

Dagen efter statsminister Mette Frederiksen den 11. marts informerede om de første Corona-restriktioner, var Waterless klar til at levere hånddesinfektionsprodukter. 

Siden er det blevet til mange tusinde liter til alle former for virksomheder og offentlige institutioner over hele landet. Det har placeret virksomheden som en central leverandør og har samtidig betydet, at selskabet har udviklet sin egen serie af desinfektionsstandere og dispensere til brug i bl.a. supermarkeder, hoteller og restauranter.

“Det er faktisk forkert at bruge udtrykket håndsprit. Der er ikke en dråbe sprit i vores produkter, der er en bæredygtig vandbaseret løsning. Den dræber 99,99 pct. bakterier og er effektiv mod Coronavirus. Desinfektionen er meget skånsom overfor hænder, gulve og borde, nem at opbevare og transportere, Den er tilpasset til brug på mobiltelefoner og berøringsfølsomme skærme og tastaturer. Og så er det let at anvende, fordi påføringen sker som skum eller spray” siger Paul Knudsen. ■