Rikke Blindbæk Schlüter, er chef for Børn, Unge og Handicap afdelingen, der har modtaget Arbejdsmiljø- og Sundhedsprisen. På billedet er hun nummer tre fra venstre.

Gråstener vinder pris for samarbejde om arbejdsmiljø

Rikke Blindbæk Schlüters afdeling i Sønderborg Kommune “Børn, Unge og Handicap” vandt Arbejdsmiljø- og Sundhedsprisen for at skabe bedre arbejdsforhold i deres afdeling i Sønderborg Kommune.

Arbejdsmiljøprisen 2019 gik til Rikke Blindbæk Schlüter og hendes afdeling – Børn, Unge og Handicap – for hendes arbejde med at skabe bedre arbejdsforhold i afdelingen. 

Bedre arbejdsforhold dækker bl.a. over trivslen på arbejdspladsen, der ifølge Rikke Blindbæk Schlüter påvirker afdelingens evne til at løse borgernes opgave.

“Det handler om at løse kerneopgaven for de borgere, vi er sat i verden for. Hvis vi kan trives sammen, er det altså rigtig godt”, siger Rikke Blindbæk Schlüter, der er uddannet jurist og bor i Gråsten. 

Trivsel

“Den forbedrede trivsel er et resultat af hele afdelingens arbejde”, understreger Rikke Blindbæk Schlüter:

“Det ligger lige så meget ved mig, som ved medarbejderne. Jeg kan jo ikke bare sige ‘Nu skal I trives!’. Det er noget, vi alle sammen har været med til”, siger Rikke Blindbæk Schlüter.

Arbejdet med at gøre afdelingen så god, som den er i dag, har været en lang proces. Allerede i 2015 startede man med at rette op på nogle af de ting, der dengang var udskældt. 

I dag er de ting, der fungerede mindre godt dengang, lavet om, så afdelingen i 2019 vandt arbejds- og sundhedsprisen.

“Hvis ikke medarbejderne var med på den, stod vi ikke med den pris i hånden,” siger Rikke Blindbæk Schlüter, der samtidigt tilføjer, at hun som chef for afdelingen selvfølgelig er ”stolt og glad for prisen.” ■

Skrevet af

Esben Cronback
Esben CronbackReporter
Ring til 26 77 22 72