Cool Sport i Gråsten Idræts- og Gymnastikforening vandt den forgangne sæson Sønderborg kommunes initiativpris med et hold glade motionister.

Gråsten Idræts- og Gymnastikforening er oppe på 400 medlemmer

Gråsten Idræts- og Gymnastik­forening er på vej ind i en ny sæson med alt, hvad der rører sig af spring- og rytmegymnastik og motion for folk i alle aldre.

“Vi er kede af, vi ikke har kunnet få nogen instruktør til rytmegymnastikholdet for piger. Det plejer at være en stor succes, men vi har desværre ikke kunnet finde nogen,” siger formand Mette Jochimsen, der selv står for crossgymnastik og løbeholdet, der er i gang hele året.

Hal 2

I den forgangne sæson vandt GIGs cool sportshold for udviklingshæmmede Søn­der­borg Kommunes initiativpris. 

Det fortsætter den kommende sæson, ligesom i omegnen af 70 gymnaster er på gulvet i seniormix gymnastik for bevægelige herrer og damer.

“Vi glæder os, til vi får en hal 2. Vi kunne godt bruge lidt ekstra plads en gang imellem. Vi mangler plads til springgymnasterne, der nogle gange skal tage tilløb fra redskabsrummet for at få ordentligt fart på til at springe. Vi kunne godt bruge en springgrav. Nogle har været ved at slå hælene i bommene under loftet, når de springer, men vi klarer os. Hal 2 er på tegnebrættet. Vi ser frem til, den bliver realiseret,” siger Mette Jochimsen.

Gråsten Idræts- og Gymnastik­forening har 400 medlemmer, der dyrker inden dørs og uden dørs sport i Ahlmanns­parken og Gråsten Skoles gymnastiksal. 

Kvinderne står stærkt i gymnastikken. Der er mænd i vigør i foreningen. Egon Callesen har et motionshold for herrer.

“Generelt har de små foreninger svært ved at holde på teenagere, hvorimod de større foreninger i byerne har lettere ved at samle dem. Vi spiller en stor rolle, hvad angår børnehold og de yngre og lidt ældre, men mellemgruppen af unge kan være svær at få fat i og holde på. Vi klarer os med det, vi har. Vi er en social forening med et stort fællesskab. Vi plejer at sige, at her rører vi alle muskler – også lattermusklerne,” siger Mette Jochimsen. ■

Gymnastik og motion for folk i alle aldre og køn er GIGs varemærke.

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 5. september 2025

Skrevet af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.