Gøntha Kaad er en livsglad kvinde, som i mange år havde en stor passion for folkedans. Hun glæder sig til sin store dag.

Gøntha Kaad fylder 100 år og hun har haft et godt liv

Onsdag den 28. januar kan Gøntha Kaad fra Gråsten fejre sin 100-års fødselsdag. 

Det bliver en stor dag for den livsglade kvinde, der fortsat tager hverdagens gøremål i stiv arm og nyder livet i sit eget tempo.

Gøntha Kaad er født i Kobberholm, hvor hun voksede op på forældrenes landejendom. Hun gik syv år i Bojskov Skole, og allerede som ung lærte hun værdien af flid og ansvar. Hun begyndte at hjælpe til hjemme på ejendommen, men efter blot et år flyttede hun hjemmefra for at tjene på forskellige gårde i nærområdet.

Sidst kom hun til gårdejer Peter Kaad, hvor hun arbejdede som husbestyrerinde. Det blev begyndelsen på et livslangt fællesskab, og som 27-årig blev hun gift med Peter Kaad. Sammen fik de sønnen Bjarne Kaad, der valgte landbruget fra og i stedet fik mere end 40 år på slagteriet.

Flyttede fra Tørsbøl til Gråsten

Familien var ikke stor. Gøntha havde blot en lillesøster, som hun voksede op sammen med, men som desværre ikke lever længere. Gøntha blev enke kort før ægteparrets guldbryllup, og i 2002 solgte hun ejendommen i Tørsbøl og flyttede til Gråsten, hvor hun fortsat bor.

Det huslige arbejde har altid haft en særlig plads i hendes hjerte. Hun klarer sig i dag næsten uden hjemmehjælp og holder fortsat af at lave mad. Ofte spiser hun sammenbragt mad med sønnen Bjarne, som flere gange om ugen kigger forbi.

Gøntha har også haft en stor passion for folkedans og har danset i mange år.

“Det tør jeg ikke mere, synet, hørelsen og ryggen kan nemlig drille indimellem”, siger hun med et smil.

Nu ser hun frem til at fejre sin runde dag i selskab med familie og venner. Hun har inviteret 67 gæster til spisning på Den Gamle Kro i Gråsten.

“Nu glæder jeg mig bare til, at vi kan feste og fejre min runde dag”, siger hun.

På selve fødselsdagen bliver der også tid til spontane gæster.

“Jeg dækker bord fra morgenstunden, og så ser vi, hvem der dukker op”, siger den livsglade og humørfyldte fødselar. ■

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 22. januar 2026

Skrevet af

Søren Gülck
Søren GülckFotograf
Ring 23 80 12 54

Fotos af

Søren Gülck
Søren GülckFotograf
Ring 23 80 12 54

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.