Nina og Thue Kjærhus har drevet Rønshoved Højskole som forstanderpar i et kvart århundrede, og nu går han på pension til årsskiftet, mens hun bliver en del af et forstanderteam med den ny forstander Tim Pohle. 

Fuld opbakning til Rønshoved Højskoles ledelse

De afgåede folkevalgte medlemmer af Rønshoveds Højskoles bestyrelse Morten Kvist, Jens A. Christiansen og Anders Raahauge må have misforstået et og andet.

Allerede på højskolens generalforsamling sidste år gjorde forstander Thue Kjærhus opmærksom på, at hans afløser bør findes blandt højskolens ansatte lærere, når han trækker sig fra forstanderposten ved årsskiftet 2027. Det fremgår også af hans hustrus kontrakt, at hun er en del af en forstanderteam i en såkaldt komplementær ledelse, hvorfor det i utide afgående trekløver ikke har sat sig ordentligt ind i tingene, hvis det mente, der skulle være tale om en offentlig ansættelsesrunde.

Indstillingen fra skolens ledelse og samtlige 32 ansatte var, at lærer gennem 20 år Tim Pohle skulle blive Thue Kjærshus afløser som forstander. Det fremgik af højskolens generalforsamling.

”Det ville være spild af tid at begynde at føre samtale med 20 personer og vise dem rundt på skolen, når vi vidste, Tim Pohle ville blive den nye forstander. Vi kunne ikke sidde en samlet medarbejderstabs indstilling overhørig. Vi ville ikke blive taget alvorligt fremover,” sagde den nye formand Anders Haarder, der indtog posten, da Morten Kvist i december forlod formandsposten efter en lang årrække som følge af, han og de to andre kom i mindretal i bestyrelsen.

De tre ønskede, forstanderstillingen blev officielt opslået for at danne sig et indtryk af ansøgerfeltet, selv om valget måske i sidste ende alligevel ville falde på Tim Pohle. Dermed kom de i mindretal med stemmerne 3-4 og valgte at forlade deres poster, da ansættelsen af en forstander er kardinalspørgsmål. En planlagt stillingsannonce blev trukket tilbage efter afstemningen i bestyrelsen.

På generalforsamlingen med deltagelse af et halvt hundrede medlemmer af skolekredsen var der fuld opbakning til den siddende bestyrelse og valget af forstander. De meget lange og indgående beretninger blev godkendt med applaus og uden på nogen måde at stille spørgsmål ved bestyrelsens fremgangsmåde, som har generalforsamlingens fulde opbakning.

”Nu får vi en bedre bestyrelse,” sagde Anders Haarder, da Ole Bøgvad Jensen, direktør for Industri­museet i Horsens David Holt Olsen og tidligere elev Christoffer Brostrøm blev valgt til bestyrelsen i stedet for de tre afgående med genvalg til Bjarke Lykke.

Forstanderparret er flyttet i privat hus i Kollund. Det har afhændet forstanderboligen for 4,3 millioner kroner til Rønshoved Højskole- en handel og en vurdering, der er sagt god for af flere ejendomsmæglere og højskolens revisionsselskab.

Generalforsamlingen er også indstillet på at ændre vedtægterne, så der kommer et ekstra folkevalgt medlem i bestyrelsen, og valgperioden bliver tre år mod nu fem. Det skal dog vedtages af to på hinanden følgende generalforsamlinger og er således ikke trådt i kraft endnu.

Generalforsamlingen var en lang laudatio til forstanderparret gennem 25 år Thue og Nina Kjærhus.

Overskuddet er på 676.000 kroner og elevtallet på flotte 83,2 årselever. Der er i deres tid investeret 30 millioner i en moderne og tidssvarende højskole med stigende elevtal og flotte fremtidsudsigter blandt andet i en japansk satsning, som højskolen har investeret pæne summer i at udbrede kendskabet til og rejseaktiviteten i. ■

blank

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 21. maj 2026

Skrevet af

Gunnar Hattesen
Gunnar HattesenAnsvarshavende redaktør
Ring 21 16 06 83

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.