
Det kendte kropar, Ingemar og Lilian Gustafsson, har ejet Frøslev Kro siden 2009. Nu overdrager de forpagtningen til Gitte og Wael Majed, der er et dygtig og ambitiøst par. Foto Ingrid Johannsen
Frøslev Kro får ny forpagter
Af Gunnar Hattesen
52-årige Wael Majed blev 1. januar ny forpagter af Frøslev Kro efter Lilian og Ingemar Gustafsson.
“Jeg er rigtig glad og spændt. Vi vil servere traditionel dansk mad. Vi satser på friske råvarer, og vil servere dagens ret til en billig pris”, siger Wael Majed, som siden 2013 har drevet restaurant CaFeodora ved Gråsten Havn, som er blevet et populært spisested.
Den nye forpagter elsker at lave mad, og har altid kunnet lide det.
“Jeg har altid godt kunnet lide at lave mad og har gjort det til mange arrangementer gennem årene”, fortæller Wael Majed, som oprindeligt kommer fra Libanon, hvor hans familie i generationer ernærede sig som bagere.
Flere års borgerkrig betød, at han i 1986 forlod hjemlandet for at rejse til Tyskland, hvor han fik bopæl i Flensborg. Han fik tilbudt job som opvasker på en italiensk restaurant i fjordbyen. Restauranten lavede klassiske italienske retter og naturligvis også pizzaer. Her fik han stor begejstring for det italienske køkken.
Talent som kok
Restaurationschefen opdagede hans medfødte talent for at svinge dejen til en ægte pizza, så Wael Majed avancerede til at arbejde i køkkenet. Det blev siden til forskellige job i Flensborg, hvor han sugede viden til sig i forskellige restaurationskøkkener.
Efter nogle år mødte han danskfødte Gitte fra Sønderjylland. De blev forelsket og blev i 1994 gift på Tinglev Rådhus. De flyttede til Padborg, hvor Gitte stammer fra. Sammen har de sønnen Emilio.
Siden arbejdede Wael Majed som kok på forskellige restauranter i Danmark blandt andet Frøslev Kro.
“Kroen er parat til selskabelige sammenkomster. Vi har plads til selskaber på op til 200 mennesker”, fortæller Wael Majed, som også råder over 28 værelser til overnattende gæster. ■
Fakta
Frøslev Kro er formentlig bygget i 1720, og det var den navnkundige kromand og digter, Karsten Thomsen (1837-1889), som gjorde kroen til samlingssted for de dansksindede i sognet. Karsten Thomsen skrev digte og sange på synnejysk, og de blev udbredt i hele Sønderjylland. Dermed var han med til at forstærke det danske sindelag i de år, hvor landsdelen var under prøjsisk herredømme.
Skrevet af
Fotos af