Højskolelærer Tim Pohle, Viceforstander Nina Kjærhus og Forstander Thue Kjærhus

Forstanderpar: Bestyrelsesmedlemmers fratrædelse er del af demokratiet

Det er en del af demokratiet i et bestyrelsesarbejde, at tre folkevalgte medlemmer går ud af Rønshoved Højskoles bestyrelse, og at de ansatte og ledelsen med et snævert flertal vælger en ny forstander. 

Det mener forstanderparret på Rønshoved Højskole, Nina og Thue Kjærhus. 

Med stemmerne 4-3 har ledelse og medarbejdere i højskolens bestyrelse besluttet, at udpege Tim Pohle som ny forstander, når Thue Kjærhus går af som højskoleforstander 1. januar 2027. Det fik tre folkevalgte bestyrelsesmedlemmer gennem en årrække formand Morten Kvist, Jens A. Christiansen og Anders Raahauge til at trække sig. De ønskede forstanderstillingen opslået i en offentlig ansøgningsrunde, Det satte ledelsen og medarbejderne sig imod og gennemtrumfede med snæverst mulige flertal at ansætte Tim Pohle 1. januar 2027.

“En samlet og enig højskole havde indstillet Tim Pohle – og et flertal i bestyrelsen bakkede op om beslutningen. Med en samlet og enig højskole menes samtlige ansatte, som omfatter kontorpersonalet, pedeltjenesten, køkkenpersonalet, lærergruppen og forstanderteamet – i alt 32 ansatte,” skriver Nina og Thue Kjærhus på skolens vegne i en pressemeddelelse til Bov Avis.

Thue Kjærhus går på pension ved næste årsskifte efter et kvart århundrede som forstander. Det ligger allerede nu fast, at Nina Kjærhus fortsætter som viceforstander yderligere seks år derefter.

“På et bestyrelsesmøde 1. december 2025 blev det besluttet, at lærer på højskolen igennem over 20 år Tim Pohle indstilles som ny forstander til at erstatte Thue Kjærhus i forstanderteamet fra 1. januar 2027, så forstanderteamet herefter udgøres af Tim Pohle og Nina Kjærhus. Beslutningen i bestyrelsen – at følge højskolens indstilling – blev vedtaget ved en demokratisk afstemning. Tim Pohle har derfor et markant mandat fra samtlige ansatte, ledelsen og et flertal af bestyrelsen, når indstillingen præsenteres på den kommende generalforsamling,” skriver forstanderparret.

“Netop forstanderskifte kan medføre store udfordringer på en højskole, eksemplerne er mange, også på Rønshoved. Vi glæder os derfor alle over den historiske enighed på højskolen omkring denne vigtige beslutning – og er sikre på at den sikrer både stabilitet og højskolens fortsatte succes, økonomisk som fagligt, i mange år frem. Et mindretal i bestyrelsen var uenige i beslutning og procedure – herunder at højskolen og flertallet ikke ønskede at opslå stillingen offentligt i lyset af den historisk brede opbakning til valget af Tim Pohle – og valgte herefter at udtræde af bestyrelsen. Det har vi taget til efterretning,” skriver Nina og Thue Kjærhus til Bov/Gråsten Avis.

At det skulle være udtryk for stort demokrati at udpege en ny forstander uden accept fra den folkevalgte del af bestyrelsen, mener de, er helt efter bogen. Trekløveret af folkevalgte trak sig, fordi det blev offentliggjort, at Tim Pohle helt officielt bliver højskolens nye forstander 1. januar 2027 uden en officiel ansøgningsrunde. Det blev på mødet 1. december ikke besluttet at ansætte Tim Pohle. Flertallet indstillede ham til forstanderstillingen. 

Herefter blev det flere steder – i Flensborg Avis og på Rønshoved Højskoles Facebook-side – skrevet, at Tim Pohle er den nye forstander. 

Det syntes det afgåede trekløver i bestyrelsen var lige lovlig hurtigt og ikke i overensstemmelse med en ordentlig og reel ansættelsesprocedure. ■

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 9. januar 2026

Skrevet af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Fotos af
Rønshoved Højskole

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.