Artikelbeskrivelse

Jakob Skott er nomineret til Årets Håndværker

Fornem hæder til lokal håndværker

Kunderne hos Gråsten Algeservice er så tilfredse med arbejdet, at deres bedømmelser har placeret firmaet blandt landets bedste.

Hver gang Jakob Skott sender en faktura ud fra sit firma Gråsten Algeservice følger der et spørgeskema til kunderne med. Her har kunderne mulighed for at vurdere kvalitet og service med op til fem stjerner. Det viser sig, at besvarelserne på spørgeskemaet for Gråsten Algeservice er så positive, at hjemmesiden anmeld-haandvaerker.dk har nomineret virksomheden til prisen Årets Håndværker 2020.

Finaleshow

Sammen med fem andre finalister i kategorien Algebehandler med under 4 ansatte, har Jakob Skott sikret sig en billet til en storstilet finaleaften i Cirkusbygningen i København. En fagjury vælger den endelige vinder. Jakob Skott er meget glad for de positive kundeanmeldelser. I gennemsnit har han 4,7stjerner ud af fem mulige 

“Det er jeg rigtig godt tilfreds med,” fortæller Jakob Skott, der kan se at kunderne gerne vender tilbage til ham. Pga. den nuværende situation i landet, er awardshowet Årets Håndværker udsat, så Jakob Skott må væbne sig med lidt tålmodighed.

Fortsat i gang

Til gengæld behøver han ikke trille tommelfingre derhjemme. Hans firma fortsætter med at udføre algebehandlinger på huse og terrasser for tiden.

“Vi har taget vores forholdsregler med god håndhygiejne og afstand. De fleste opgaver kan sagtens klares uden direkte kundekontakt,” fortæller Jakob Skott, der gerne aftaler det hele med kunden over telefon eller gennem et vindue.

Indtil vinderen af Årets Håndværker kan kåres, fortsætter Jakob Skott sit gode arbejde med tilfredse kunder. ■

Skrevet af

Lene Neumann Jepsen
Lene Neumann Jepsen Kommunikationskonsulent
Ring 31 17 05 27