
Rigtig mange mennesker var mødt frem for at overvære det første spadestik til motorvejsbroen.
Første spadestik til den nye motorvejsbro
Det første spadestik er taget til en ny motorvejsbro, som skal forbinde de østlige og vestlige erhvervsområder i Padborg. Broen forventes at stå færdig i maj 2026.
Mange mennesker var mødt frem i krydset mellem Skandinavienvej og Unionsvej for at overvære de første spadestik, som blev foretaget af borgmester Jan Riber Jakobsen (K) og formand for udvalget for Plan, Teknik og Landdistrikter, Dorte Soll (S).
“Vi har Nordeuropas største transportcenter og vi bygger nu fundamentet for fremtidig vækst i Aabenraa Kommune”, sagde borgmester Jan Riber Jakobsen.
Dorte Soll glædede sig over, at området nu bliver fremtidssikret, og nævnte, at en bro symboliserer mange ting, en overgang og en forbindelse, nye muligheder, enighed, samarbejde og bevægelse.
Den nye motorvejsbro har været på vej gennem flere år. Prisen er 50 mio. kroner, og er et af de største byggeprojekter i Aabenraa Kommune. I 2021 afsatte Aabenraa kommune 25 mio. kroner til broen og staten medfinansierer med 25 mio. kroner.
Cykelstien prioriteres
Det bliver entreprenørvirksomhederne Freiberg (vejentreprisen) og Arkil A/S (selve broen), som skal stå for opførelsen af den nye motorvejsbro, som skal lette vejen for al den tunge trafik i Padborg.
Forud for første spadestik havde kommunen afholdt et informationsmøde i Grænsehallerne, hvor der også var mange fremmødte.
Her orienterede afdelingschef Jesper Juhl Kristensen og trafikplanlægger Rasmus Poulsen, fra Aabenraa Kommune, samt Søren Dal fra Cowi om processen og anlægsfasen for den nye vejforbindelse over motorvejen, Unionsvej, Padborg.
Vejforbindelsen indebærer ombygning af krydset ved Omfartsvejen, en ny motorvejsbro og en udvidelse af vejnettet i det nyetablerede erhvervsområde vest for E45.
Arbejdet vil primært blive udført på hverdage indenfor normal arbejdstid.
Montage af stilladsbjælker i forbindelse med brolægningen foretages om natten. Der vil være stor fokus på trafiksikkerhed, bæredygtighed og biodiversitet. I startfasen prioriteres ændringer af cykelstien. ■

Det symbolske spadestik blev taget af borgmester Jan Riber Jakobsen og formand for Plan, Teknik og Landdistrikter, Dorte Soll.

Arbejdet med forberedelser til den nye motorvejsbro er godt i gang.

Mange var mødt frem, da Aabenraa Kommune holdt informationsmødet om den nye motorvejsbro i Grænsehallerne
Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 7. maj 2025
Skrevet af
Fotos af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.